185 / 312
I
82
fru
L
ucie
W
olfs
li vs e ri nd r in g er
.
jeg sikker paa, at De bliver snil.»
Manden blev med ét stiv
og stum, stod med aaben mund, blomsterne i haanden og;
betragtede mig, derpaa tog han min haand, kyssede den og
udbrød med taarekvalt stemme: «Ak, Gud velsigne jeres unge
liv i himmerig, 1 som ser saa kjærlig paa mig stygge og for
tabte menneske.»
Derpaa trykkede han kvasten ind til sig;
og løb sin vei.
Kanske dette indtryk blev en lysstraale i
dette elendige menneskes liv.
Jeg var dengang saa livsglad,.
17 aar og saa ikke saa værst ud.
Saaledes er det jeg mener, at skjønheden i kunst og
natur skal virke.
Realisterne vil jo nødig have rimede vers,,
ja, har specielt imod, at der tales paa vers idetheletaget. De
kalder det u n a tu r; og de har for saa vidt ret, som mennesker
i dagliglaget jo ikke snakker paa vers med hinanden indbyr
des.
Men om alle skjønne stykker paa versemaal skulde*
banlyses, hvad blev der da af alle de poetiske verker og
komedier, som verden vrimler af, og som mangfoldige digtere
er hædret og laurbærkronet for ? De kalder poesi gammel
dags; men kan alt det, som forædler og forskjønner, nogen
sinde blive gammeldags? Nei, og atter nei.
Kunst, natur og'
skjønhed gaar haand i haand og har evig ungdom i sit eget:
liv, hvorfra det skal kaste straaler ud i den prosaiske og triste
verden.
Alle, ja alle mennesker, om de af naturen er noksaa
tørre og prosaiske, har en — kanske dem selv ubevidst —
trang og længsel efter skjønhedsindtryk.
Dette har vi det:
bedste bevis paa i theatret.
Naar vi har spillet de saakaldte
rigtig moderne, realistiske stykker, har vi maaske paa premié-
ren havt godt hus, men det var snart forbi dermed, og styk
kerne er lidt efter lidt gaaet i evig forglemmelse.
Naar vii
derimod har givet gamle versificerede stykker med sang og
musik, som «Elverhøi», «Svend Dyrings hus» og mange flere,
har vi i maanedsvis havt udmerket b e s ø g ; et noksaa talende
bevis paa, at man trænger og tørster efter skjønhed. Men omi
disse stykker har jeg hørt mer end én kunstner udtale: «Uf,,