183 / 312
18 0
fru
L
ucie
W
olfs
l i v s eri nd ri ng er
.
vrangen ud paa meget, som skulde have virket ganske ander
ledes, end det gjør nu.
Hvor kan man tænke sig kunst uden
skjønhed! Dette er jo som knyttet næve til blaat øie.
Om
man skal fremstille selve lasten, tror jeg, at kunstneren har
lov at kaste et formildende skjær over figuren, dog uden at
den derved maa tabe i naturlighed.
Føler kunstneren trang
til dette, saa har han ogsaa lov dertil. Dersom man i kunsten
skal fremstille mennesker og forholde i deres nøgne virkelig
hed, hvor er da grænsen for det tilladelige ? Om vi gav vore
roller med realisternes syn derpaa, vilde vi jo beslaglægges
som usædelige bøger.
Jo mer man nærmer sig skjønheds-
idealet, jo mer priser og lovsynger man sin skaber, som har
kastet en af sine guddomsstraaler i et stakkels, skrøbeligt
menneskebryst.
Tag alt det skjønne bort fra kunsten og livet,
lad alt være realistisk og stygt, d. v. s. naturligt, saa farvel
al poesi! Der er da intet i verden til at løfte og styrke en
ærlig, arbeidende kunstner, som har den rette trang og lyst
til at udøve sin kunst, og som finder ro, tilfredshed og styrke
i den, ved bevidstheden om at han vil noget ret og sandt.
Ethvert menneske, det være noksaa raat, brutalt og fordærvet,
kan vækkes til gode følelser af et skjønhedsindtryk. Jeg skal
her give et eksemp el:
Da jeg som ung pige var ved scenen
i Bergen, var jeg engang i mai maaned i et selskab af unge
damer og herrer kommen til en brygge paa den deilige Askeø
ved Bergen for at tage til byen med et lidet dampskib. Sel
skabet kom dansende og syngende ned for at gaa ombord.
Blandt dem, som stod paa bryggen, var en rædsom styg mand,
opkloret i ansigtet og blodig af slagsmaal.
Han vilde prygle
alle, som kom ham nær, og gav et spark til en gammel mand,
saa han faldt overende.
En af de unge herrer vilde fare hen
for at banke h a m ; men jeg tog ham i armen og bad ham
lade være, rev saa en stor kvast af blomster, hæg- og birke
løv, som jeg bar i armen, gik raskt hen til manden, smilte
kjærlig til ham og sagde:
«Aa, tag disse blomster, saa er