Previous Page  188 / 312 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 188 / 312 Next Page
Page Background

SKUESPILKUNSTEN,

med vore egne norske kunstnere og se til at blive af med

«danskerne» jo før, jo heller.

Det gik endog saa vidt, at

B

j ø r n s t j e r n e

B

j ø r n s o n

skrev, «at

W

i l h

. W

i e h e

godt kunde

reise, da vi havde

A

b e l s t e d

som erstatning til de lyriske

elskere», noget, som vakte stor munterhed forresten.

A

b e l

­

s t e d

var nok ikke kapabel dertil, stakkar, saa brugbar han

forresten kunde være.

Engang var jeg vidne til en voldsom strid mellem

to *

af de ældste, danske skuespillerinder. Jeg stod i det ene rum

og prøvede dragter, de i det andet, saa jeg maatte høre, en- •

ten jeg vilde eller ei, og jeg v i

1

d e høre.

Den ene s a g d e :

«Aa, De skulde skamme Dem,

De lefler for de norske, De -

smigrer dem i den tro, at man da ikke skal give ogsaa Dem

det glatte lag; men jeg siger Dem, de norske

s k a l ikke

komme frem.»

I det samme slog hun i bordet.

Den anden

svarede: «Jo, De kan stole paa, de kommer frem.

Vil De

sige mig, om vi kan opvise magen til talenter som disse to

norske damer, vi nu har? De tager lidt efter lidt luven fra

os allesammen. Ja, det nytter Dem ikke, De maa indrømme,

at jeg har ret.»

Dermed for den norskhadende dame ud i

raseri.

Idet hun gik, saa hun mig og spurgte meget infamt:

«Har De lyttet?

Det var fint.»

«Ja, undskyld,» svarede jeg,

«jeg hørte hvert ord, og jeg skal skynde mig at fortælle det.»

Vi havde til garderobeinspektrice en rigtig arrig, dansk

madame, som var efter mig paa alle mulige maader.

Da vi

spillede «Axel og Valborg», var jeg Svanhvide, — dengang

maatte vi alle gjøre kortjeneste.

L

a u r a

S

v e n d s e n

var vidun­

derlig deilig som Valborg. Til disse gevandter og klædebaand,.

som Valborgs møer bærer, bruges jo ikke lommetørklæde, og

da jeg i scenen, hvor munken skiller de elskende ad, var saa

rørt over

L

a u r a

s

spil, at jeg var ganske opløst i taarer,

maatte jeg hjælpe mig saa godt jeg kunde med gevandtet og

lade det erstatte lommetørklædet.

Just som jeg var paa

høiden af rørelse og begeistring, kommer madamen hen og.

24 — Fru Lucie W olffs Livserindringer.