189 / 312
186
fru
L
ucie
W
olfs
livserindr in ger
.
rykker mig i skjørte.t og siger med indædt raseri: «Vil De
lade være at snyde Dem i gevandtet! Jegskal min sæl melde
Dem til direktionen.» Jeg blev saa ærgerlig, at jeg kaldte
hende en havgasse og snød mig eftertrykkelig i gevandtet,
sled i det og krøllede det, alt hvad jeg bare kunde.
Hun
meldte mig til direktionen for uvorren behandling af kostumet
og for grov opførsel mod inspektricen. Jeg fik mulkt og
reprimande, hvortil jeg svarede, at jeg bare havde sagt hende
sandheden.
«At hun er en havgasse, finder ogsaa de danske,
og de bruger selv dette udtryk imod hende, saa jeg sagde jo
bare sandheden.»
Herpaa fik jeg dette merkelige svar: «Ja,
men de maa lære, at man aldrig bør sige sandheden ved
theatret.»
En skjøn lærdom til en ung dame.
L a u r a S v e n d s e n
og jeg holdt meget sammen i den første
tid; hun morede sig over mig, som altid fandt paa løier, hun
ikke var vant til.
Hos mine vertsfolk, saavelsom der hvor
L a u r a
boede, var det ikke stort bevendt med mad; den blev
os noksaa knapt tilmaalt, saa jeg var omtrent altid sulten i
den tid.
L a u r a
delte trolig med mig af sin knappe portion,
ja, sagde ofte, at om jeg bare vilde komme ned og være
.ornøielig, kunde jeg gjerne faa hele middagsmaden.
En dag kan jeg huske, vi begge følte os saa flaue og
sultne, at jeg foreslog at gaa til madame
S c h r u m p h
og laane
en ort til beaf.
Paa veien traf jeg
W i e h e ,
for hvem jeg
klagede vor nød og fortalte om vor sult; han gav mig enort,
og jeg kom straalende hjem med beaf.
Den første gang
L a u r a
viste mig omkring i byen, fore
slog hun, at vi skulde gaa til en konditor: jeg sagde, at jeg
ingen penge havde, men hun svarede: «Aa pyt, vi faar kredit
hos Caspari, jeg har længe spist der.»
Som sagt, saa gjort.
Men jeg glemmer ikke, hvor flau jeg blev, da jomfruen sva
rede, at studenter og skuespillerinder ikke mer fik kredit. Vi
kom i en fart ud af døren, efter at
L a u r a
havde beklaget,
at hun havde «glemt» at betale en regning, hun havde der