192 / 312
SKUESPILKUNSTEN.
189
ogsaa næsten gjort, da hun endelig besluttede at reise sig op.
Jeg fik selvfølgelig en dygtig overhaling.
Vor direktør,
C a r l B o r g a a r d ,
var en dannet og begavet
¡mand. Han var en fin esthetiker og skrev selv meget vak
kert, hvorfor han var kjendt og skattet her som i Danmark.
Men som direktør var han for lad og glad i mad og var i
den grad optaget af selskabslivet og dets behageligheder, at
han fuldstændig overlod magten og valget af stykker til
J ø r
g e n s e n
og
H a g e n ,
der omtrent var de eneste virkelig styrende;
derved slap han lettest.
Dog fik de ikke bestemme besæt
telsen af rollerne; heri var han eneraadende. Dette fik jeg
ofte erfare, da mange af mine roller eftertragtedes af flere
:af de danske skuespillerinder; men her fik de ikke bugt med
ham, saa svag han forresten var. Han var svært begeistret
for mit talent og ytrede flere gange, at min plads egentlig
'burde være ved theatret i Kjøbenhavn. Da
J o h s . B r u n
gjestede herinde som engelskmanden i «Slegtningerne», hvor
jeg var Ellen — en af mine skjønneste roller fra ungdommen
— , var her en umaadelig jubel over ham. Vi feirede sam
men store triumfer i dette lille stykke, og jeg husker, at jeg
fik sendende en buket fra
B o r g a a r d
med følgende vers:
«November har kun blomster faa:
thi sender jeg Dem nu disse smaa
med tak for Hellen, med tak for igaar;
en bedre buket jeg sender til vaar.»
B o r g a a r d
var meget begeistret over
J o h s . B r u n
og paa
stod, at de ved det kongelige theater i Kjøbenhavn ikke havde
■et geni som han, uagtet de havde kunstnere af første og
største rang, men ingen med
B r u n ’s
naturbegavelse.
Havde
der været lidt mer energi i
B o r g a a r d ,
havde han været en
udmerket direktør, m en ------------ .
En dag, mindes jeg, var der forandring af stykke paa
grund af sygdom.
W i e h e
kom farende ind
i
foveren og