195 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
livserindr in ger
.
og kjæk prest; han slaar i stolen, saa det staar efter, naar
det er noget, som han især vil trykke i os; og saa hører du
hvert ord, han siger.
Det er ikke alle prester, vi kan sige
det om.»
Dermed gik han fra mig.
Den søde, gamle fader var
saa usigelig morsom, saa jeg var i latter fra morgen til aften..
Min søster
P e r n i l l e
fortalte, at hun kun en eneste gang
havde seet fader blive sint paa moder rigtig for alvor. Dette
havde været en søndag, da han var kommen hjem uden at
gaa ind i kirken, som han var paa veien til.
Han kom gaa-
ende, som altid venlig hilsende til alle sider, da der jo ikke
var et bain i byen uden at de kjendte
Jo h a n n e s e n
paa
banken ; men han var forundret over, at de fleste lo, idet
de hilste. Endelig kom kjøbmand
M å r t e n s
hen og sagde
«Nei,
J o h a n n e s e n
far, I maa gaa hjem og tage nathuen af
jer og parykken paa. I ser saa pudsig ud med sorte, pene
klæder og rød og hvid nathue med stor dusk i.» Fader kom
rasende til moder og sagde: «Du skulde skamme dig at lade
mig gaa til nar for hele byen.
Du staar og børster og pyn-
ter mig, gi’r mig salmebok og lommeduk og ser ikke, at jeg
hat glemt at tage parykken paa.
Vilde du kanske, at hele
kirken skulde sidde i latter over mig istedetfor at høre paa
Guds ord ? Jeg er saa forarget, saa jeg vist ikke nu kan gaa
i kirken. Du har gjort mig til spot og skam.»
Moder var
ulykkelig herover; og fader glemte det ikke saa snart.
Ja, du Bergen, altid er der noget fornøjeligt ved dig og
dine bysbørn! Som en dag her i Kristiania, medens jeg staar
inde i en butik, kommer der en gammel, bergensk kone ind -
hun var vist mange og sytti aar. Idet hun ser mig, siger
hun: «Nei, jamen trur eg, det er
L u c ie J o h a n n e s e n !
Ok,
kaar I ligner jeres fa r! Kan I ikje huske
O lin e
fra Vasker
elven? Eg tjente jo hos jeres forældre paa sparebanken.» Jo,
nu huskede jeg hende; jeg var vist ikke mer end 8— 9 aar
dengang, men hun kjendte mig paa min lighed med fader.