193 / 312
190
fru
L
ucie
W
olfs
livserindr in ger
.
spurgte: «Naa,
B o r g a a r d ,
hvad skal vi saa ha’ idag?»
B o r -
g a a r d
svarede: «Skildpaddesuppe og gaasesteg.» Han troede
nemlig, at der var tale om mortensmiddagen, der samme dag
skulde være i «Det norske selskab», hvor man aad, drak og
var glad, og hvor han saa gjerne søgte hen til skade for sig
selv og theatret.
*
Et par aar efter at jeg var gift, var
W o l f
og jeg i Ber
gen. Vi gjestede paa theatret,
W o l f
med sang, jeg i nogle-
af mine gamle roller.
Det var fornøielige dage, megen virak
og saa mange blomster, at moders grav var fuldstændig dæk
ket. Med en buket fulgte følgende digt:
T il F ru
L
u c i e
W
o l f
.
Tilgiv den ukjendte sanger,
som følger hjertets trang;
men selv du har ham begeistret
og kaldt til liv hans sang.
O ! Giv ham lov at takke
for hvad som barn han saa,
og synge, hvad alt længe
ham stumt paa læben laal
Men aldrig han skulde synge,
hvis ei han vidste vel,
den samme trang, den hviler
i mangen stille sjæl.
Thi hjerter har du grebet
og løftet ved dit ord,
og det er det, som gjør dig
saa elsket og saa stor.
Og derfor er vort møde
saa rigt paa poesi,