199 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
livserindr in ger
.
saadan var den rette maade at tage rollen paa. Han beviste
saa klart, at den og den person sagde dette eller hint paa
den og den maade, fordi dette menneskes individuelle karak
ter var saadan. Ja, han tændte lys i mange tomme hjerner;
han formelig gjorde brød af stene.
Hos folk, om hvem man
troede, at de var kemisk rensede for nogenslags begavelse,
forstod han at finde et og andet guldkorn. Han skabte mangt
et straalende haab og mangen jublende glæde i hjerter, for
hvem aldrig en lysstraale havde glimtet før. Ja, jo mer jeg
tænker paa hans store, frugtbringende virksomhed, jo mer
bliver det klart for mig, hvilket nationalt tab vi har lidt ved
ikke at have denne store mand mellem os, ligesaa stort tab,
som da vi mistede
J o h a n n e s B r u n .
Ved sin blotte nærvæ
relse begeistrede og opildnede han os.
Hans glødende inter
esse for vor kunst, hans hjertelige glæde, naar han forstod og
udførte det, han vilde, var saa elektriserende, saa vi fandt, at
prøverne mange gange var mer interessante for os end selve
spilleaftenen. Kom han saa efter akternes slutning ind til os,
og han var fornøiet med vort spil, saa skiftedes vi, ja forme
lig sloges om, hvem der først kunde komme i hans arme,
som han glædesstraalende stod og bredte ud mod os. Saale-
des efter mit spil i «En kone, der springer ud af vinduet»,
- hvor jeg af
B jø r n s o n
fik den rolle, i hvilken jeg har gjort
•størst lykke her i byen — , var han henrykt over mig og kom
for at tage mig i sine arme. I min iver forat komme til holdt
jeg paa at puffe fru
G ie b e lh a u s e n
ned i sufflørhullet; han
kyssede mig og sagde:
«Gud velsigne Dem, hvor søt
De va r!»
B jø r n s o n
saa ikke paa kunsten med realisternes syn;
for ham maatte alt være skjønt, han taalte ikke noget, der
kunde saare skjønhedssansen. Engang hørte jeg ham sige til
afdøde fru
R e im e rs,
da hun spillede en ung, fin, fransk,
adelig .dame :
«Aa nei, for en kokketøs!
Gaa hjem og kok
^graut! Tror De en ung, adelig pige, som kommer fra et