205 / 312
202
fru
L
ucie
W
olfs
liv se rind r ing e r
.
venlig og høflig, men paa en maade, som bragte mig til at
skynde mig svært med det, jeg havde at spørge om. Nogen
instruktion i den forstand som
B jø r n s o n ’s
var der ikke tale
om. Jeg ialfald var bange for ham. Han gik stadig og hyl
lede sig ind i en stor kappe, og nærmede man sig til ham,
saa trak han sig tilbage og gjemte sig som en snegl i sit hus.
Jeg husker én bad mig tale fil ham om en prøve, vi skulde
have.
«Nei tak,» sagde jeg, «gaa selv hen og spørg ham;
ser du ikke, hvor han kryber ind i kappen ? Og se, hvor den
strutter til alle sider!
Det er alle de store tanker, han gaar
frugtsommelig med; de sidder derinde og er færdige at
sprænge kappen for at flyve ud i verden.»
Dengang var det
vel, at hans eminente tankeliv bruste og sydede mest i ham.
Hans store aand kunde ikke finde sig tilrette mellem os og
alt det smaatteri, vi dengang havde at kjæmpe med, da alt
var i sin vorden. Denne mægtige verdensstørrelse maatte jo
føle sig knuget og bundet ved dette ensformige, daglige stræv
i det trange Bergen.
Bedre kan jeg huske ham her i Kristiania, hvor han
ogsaa var artistisk direktør og var tilstede, naar vi prøvede
hans stykker.
En stor feil havde han: han var saa vel til
freds med alt, hvad vi presterede; og dette var dog mangen
gang maadeligt nok. Det kunde jo ikke være, fordi han ikke
forstod det; snarere var det en slags ladhed eller kanske
heller galanteri, især mod damerne, som han gjennemgaaende
fandt udmerkede.
Dette maatte være tilfældet — ialfald med
mig. Saaledes var jeg engang tildelt
S ig r id ,
Skule Jarls
søster i «Kongsemnerne», en rolle, der laa lige saa langt
borte fra mig som maanen fra jorden, en rædsom tragisk
person, der næsten er vanvittig aDsygelige drømme og vilde
fantasier; hun ser i aanden blodnatten i Nidaros. Ja, som
sagt, den var umulig for mig. Jeg sagde til
Ib sen ,
at det jo
var hen i natten at give mig denne rolle; men han paastod
nei og sagde, at jeg ma a t t e kunne spille den. Jaha, jeg