210 / 312
VORE ARTISTISKE DIREKTØRER.
2C>7
■er det uafladelig en eller anden skjøn eller minderig sang,
som «rider» mig; men herfra og til at synge i opera er der
■et svært sprang, og denne Juinstart bør jo helst udøves .af
folk, som har lært — ialfald n o g e n musik. Men ikke saa
med mig. Jeg kom paa hovedet ind heri som i saa meget
.andet.
Den første gang det gik løs var, da vi skulde opføre
«Den sorte domino».
Direktionen var kjed over, at det trak
saa længe ud med opførelsen. Den dame, der skulde spille
Angelas rolle, var dels ikke rask, dels noget langsom til at
lære, hvorfor en af direktørerne kom til mig og sagde: «Jeg
tror, at De godt kan synge rollen, spille den kan De brilliant,
da den ligger udmerket for Dem, og De synger jo nydelig,
musikalsk og med følelse og liv.»
Jeg var saa uhøflig at
.•spørge, om han var gal, da han jo vidste, at jeg ikke kjendte
noder.
«Aa pyt,» sagde han, «det bryder jeg mig ikke om,
Deres øre vil være Dem en sikker veileder, og her er nu
ikke tale om andet, De maa og s k a l synge rollen. Vi har
bestemt det saa: imorgen faar De parti og rolle, og saa maa
De gaa til
S p e r a t i
og synge, saa det staar efter.»
Jeg blev forskrækket; men her hjalp ingen «kjæremor».
Der er en hel del romancer i «Den sorte domino», alle disse
kunde jeg; men jeg vidste ogsaa, at der var en hel del kolora
tur, og det var det, jeg ikke kunde gjøre; thi saadant maa
læres, og der anvendes jo aar paa at uddanne en stemme
•dertil.
Jeg kom til
S p e r a t i,
klagede min nød og sagde, at det
jo var vanvid af direktionen at sætte mig til et saa vanskeligt
parti.
«Aa vist ikke,» sagde han paa sit gebrokne italienske
sprog, «De svært musikalsk; kan jo alting, lære snart, synke
pen og altid ret, altid ren i øre, aa pinko!
De skal blive
•odmerkt, kom bare, vi beginde.»
Da jeg sang romancerne, var han henrykt og sagde:
«Ak ja, De føle, hvad De synke, saa skal det være.»
Men