212 / 312
VORE ARTISTISKE DIREKTØRER.
2 0 9
«Kronjuvelerne», «Regimentets datter», «Jægerbruden» o. fl.,
foruden operetter og syngespil. Ja, jeg fik min sanglyst
styret, det er sikkert. Jeg sang med gjester af første og
største rang.
Fru
M ic h a e li
sagde, at det var stor synd, at
jeg var skuespillerinde; jeg vilde blevet en ypperlig sanger
inde, især for opera comique. Mit øre og min stemme hen
viste mig til store forholde ude i verden. Men jeg mente, at
jeg var vel tilfreds med den skjønne lod at være skuespiller
inde og dertil faa saa megen anledning til at synge, hvilket
jeg elskede saa høit.
Ja, jeg skal sandelig ikke klage, jeg har havt og har den
dag idag mer end nok af arbeide, ofte lidt for meget; men
jeg foretrækker dette fremfor fru
G u n d e rs e n
s uvirksomhed,
som maa være pinagtig. Dog tror jeg vi begge kan sige, at
vi har gjort god fyldest for os. Lad os se, hvem der kan gjøre
os det efter. Jeg siger som min ven vægteren i Korskirken,
da han fik afsked for drukkenskab: «Aa ja, de skal faa vente,
før de finder nogen, som kan «rope» efter os.» Vi har greiet
os godt, uagtet en af vore direktører,
H e n r y H e y e r d a h l,
en
gang sagde, da de spurgte ham om,
hvordan fru
W o l f
og
fru
G u n d e rs e n
var at styre: «Aa, de er djævle begge to,
men fru
W o l f
er en morsom djævel,fru
G u n d e rs e n
derimod
en kjedelig ditto.»
Saa herligt og skjønt det ogsaa er at dyrke vor kunst,
saa maa man ikke tro andet, end at den kræver store otie,
ja daglige ofre kan jeg gjerne sige. Naar man er saa lyk
kelig at have faaet i vuggegave denne
efter min mening
— skjønneste af alle livets gaver: at være en heldig udøver
af skuespilkunst og naar man har kjærlighed og ærbødighed
for sit kald, saa udkræves der, at man hele sit liv maa være
nøgtern og paapasselig baade med sit legeme og sin aand.
Man kan da ikke tillade sig at leve saaledes, at éns legeme
antager uskjønne former af for meget fed mad og sterke
drikke, hvorved man sløves og umuliggjøres paa alle maader.
27 — Fru Lucie W olfs livserindringer.