208 / 312
VORE ARTISTISKE DIREKTØRER.
205
Dør er begaaet stor synd mod fru
G u n d e rs e n
; hun med
•sit skjønne talent har mange gange gaaet halvaarsvis ad gangen
uden at faa spille, saa hun ofte har sagt, at hun nu næsten
føler sig ængstelig og usikker som en debutant, da hun saa
rent er kommen ud af vane med at være paa scenen. Det
ær jo en forbrydelse at lade et talent som hendes gaa og
visne rent hen. Naar jeg har talt om dette til direktionen,
har de svaret, at det kom af, at hun egentlig kun hørte
hjemme i tragedien, og dens tid er jo forlængst forbi. Ja,
selv om theatret ganske havde sløifet den slags stykker, saa
var de dog forpligtede til at tage — ialfald nogle af dem -
blot for at benytte en kunstnerinde som fru
G u n d e rs e n .
Hvilket mønster skal den yngre generation have at danne
sig efter i den slags roller ? For det er vel ikke til alle tider,
at tragedien banlyses fra theatret, og der kan jo maaske
komme talenter netop i den retning. Enhver kunstner har
et ideal, eller om jeg skal kalde det en model at gaa efter,
■og da det jo ikke er givet alle at faa reise ud og lære, saa
har netop den slags begavelser, der er beslegtet med
L a u r a
G u n d e r s e n ’s,
her det skjønneste forbillede.
I de store lande
ved jeg, at man udnytter til det yderste sine store talenter;
ja, jeg har hørt, at mademoiselle
M a rs
spillede unge damer
i 60-aarsalderen.
Hertillands vilde saadant ikke gaa an, da
man holder nøie regning med og kjender vor alder.
Men alt i mange aar har fru
G u n d e rs e n
gaaet uvirksom,
jeg kalder det uvirksomhed for en saa storartet begavelse kun
i ny og næ at have en rolle, hvor man rigtig kan faa nyde
de herlige gaver, hun er i besiddelse af. Dertil er hun endnu
skjøn ; et tydeligt bevis paa, at den indre kunstnerglød, hun
eier, saalænge hun lever, vil kaste sin glorie over hendes
person. En egte begavelse bliver aldrig gammel, ialfald ikke
i sit indre. Selv om haaret graaner, og rynkerne kommer,
-det geniale vil altid fremstraale gjennem deres person, saa