206 / 312
VORE ARTISTISKE DIREKTØRER.
203
prøvede ogsaa og satte til alt det, jeg orkede, naturligvis
med falsk pathos og en hel del unatur. Dette følte jeg tyde
lig. Paa en af prøverne kom
W o l f
og sagde: «Nei,
L u c ie ,
er du gal ? Hvordan er det, du farer afsted med den tragiske
S ig r id ?
Du
er jo formelig morsom! Du er aldeles umulig;
det gaar jo ikke an,
Ib se n
maa befri dig for rollen; du tager
jo livet baade af den og dig selv.» Ja, jeg var aldeles enig
med
W o l f
heri, det er sikkert; men hvad skulde man sige!
Ib sen
blev ærgerlig og sagde: «Nei det er ikke sandt, De er
flink i rollen.» Jeg bare saa paa ham, brast i latter og sagde:
«Aa, Gud hjælpe baade
S ig rid ,
Dem og mig! Her gjør De
noget, som vi alle tre faar vel fortjent prygl for. Dette er
synd mod mig.»
Hertil svarede han intet; men da han gik
fra mig, syntes jeg der var mimik i ryggen paa hans kappe
af forargelse over mig.
Til spot og skam for baade publikum,
Ib sen
og pressen
fik jeg efter min store scene sterk applaus og ros i aviserne,
og det i en rolle, som jeg skulde været pebet ud for. Dette
kan kun forklares paa den maade, at publikum som aviser
ræsonnerede som saa : «Ja, dette er jo ikke godt, men vi maa
vel tage fe il; thi den store digter, som selv har tildelt hende
rollen, har været med paa alle prøver og havde vel taget
den fra hende, om han ikke havde fundet, at hun var
brav deri.»
Saaledes omtrent var det
Ib sen
instruerede. Man kan
jo ikke være fuldkommen i alt her i verden, og selv
H e n r ik
Ib sen
kan tage feil. Ligeledes har han engang gjort noget,
som var ligesaa ufatteligt.
Det var ved besættelsen af
R e
b e k k a V e s t ’s
rolle i «Rosmersholm». Der kunde vel ikke
være nogen tvil om, hvem som burde baaret frem denne
herlige skikkelse, naar man eiede et talent som
L a u r a G u n -
d e rs e n
ved theatret! M e n
— den blev besat af digte
ren selv med
C o n s ta n c e B r u n
; en yndig, fin kunstnerinde,
som dog ikke formaaede at give denne storslagne kvinde