216 / 312
GJESTESPIL.
2 1 3
jeg, «tænkt at tale saa stygt om min skikkelige, strenge
moder.»
«Om forladelse,» bad han, «men et saa sprettende
liv, som der er i Dem, er vi norske jo ikke vant til, og dog
fortæller Deres væsen paa en skjøn maade, at vi eier i vor
straalende natur ogsaa jublende liv og tindrende solskins
glæde. De skal komme og besøge mig en dag paa Lysøen;
der er skjønt, kan De tro.»
Det var en uforglemmelig dag, jeg tilbragte paa Lysøen
hos ham. Noget vakrere kan man knapt tænke sig.
Og en
saa elskværdig vert som
B u l l
var!
Han bad sin frue om
at akkompagnere ham paa orgelet:
«Jeg vil spille for tru
W o l f
den gamle hymne af Salvini; den er
200
aar
gammel.»
Ak, for en nydelse det var; vidunderlig skjønt!
Derefter sagde han:
«Kom! Jeg tager violinen med, saa
skal vi to norske gaa ud i skogen, der skal jeg spille for
Dem.
Min kone er ikke norsk, ser De; vi to forstaar hin
anden bedst.»
Ja, hvordan skal jeg rigtig kunne beskrive
O le B u l l
den dag.
Han stod der midt inde i den lyse
grønne birkeskog paa en liden haug med sit blottede hoved
kastet tilbage, hatten havde han slængt i græsset, og det
skjønne ansigt og øinene straalende af denne geniale kunstner
ild, som i saa høi grad prægede ham.
Denne herlige,
fuldendte Apollo-skikkelse stod der og lyste som det levende-
gjorte ideal. Og saa spillede han, ja, som kun han kunde
spille.
Det var vemodsfuldt, sødt drømmeri, tordenskrald og
fossefald, latter og graad, jubel og smerte i en skjøn forening.
Jeg græd og lo; han lukkede mig ind i et skjønhedsiige,
som man kun kan finde i deilige drømme, med huldielok og
strengeleg, med hallingkast og springdans, med jenteis og
gutters glade leg og dybe elskov! Ja, aldrig har jeg ellei
kommer jeg til at opleve timer som disse, nei aldrig. Selv
følte han sig saa lykkelig og sagde, at dette var en glad, en
herlig stund. Hans hjerte var fyldt af skjønne følelser, hans
som mit, og det var næsten med sorg, at vi kunde rive os