217 / 312
2
14
f r u Lucie W o l f s l i vs e r i nd r i ng e r .
løs fra denne saa vidunderlige, nydelsesrige stund.
Da vi
kom hjem, sang jeg strileviser for ham, komiske som vemodige,
til hans store glæde.
Han endte med at sige:
«Nei, det
er nok bedst, at De følger med mig til Amerika;
W o l f
faar
da mange penge, og det har han vel brug for, kan jeg tro.»
Saa talte han om, at intet sted i Norge havde de saa
mange originaler som i Bergen, og heller ikke saa mange
begavelser.
«Ialfald er da alle, som er fremragende skue
spillere, derfra. Ja, det er en eiendommelig og fornøjelig
race, ganske for sig selv.
Husker de gamle overlærer
L y d e r
S a g e n ?
Han, som altid trættede med kjøreren
E n d r e g a a r d e n .»
S a g en
boede lige overfor ham, og en dag, da
E n d r e
g a a rd e n
stod og spændte sin hest, kom
S a g en
farende ind
i stalden og sagde:
«Kaafor spænder I hesten jeres,
E n d r e
g a a rd e n ?
Ey skam jer!»
E n d r e g a a r d e n
svarede:
«Kern
er det, som begynder, hr. overleverer, er det ikje det svinet ?
Naar han spænder meg, skal eg ikje daa spænde ham igjen?
I er no en lærd mand, I overleverer, men neimen om eg
trur, I kan stave ptro.»
Senere stod han ofte i bakken og stængte veien for
S
a g e n
,
naar denne skulde hjem og vilde ikke slippe ham
forbi, før han kunde stave «ptro».
«Maar eg seier ptro til
hesten min, saa staar han, og saa faar I ogsaa staa, til I
har lært det, SAGEN-mand.»
Engang gik
S a g en
paa Damsgaardsveien med sin datter,
der kastede lidt med det ene øie.
Han gik og ventede paa
sin kone, som roede over Lundgaardsvandet.
Det var sterk
blæst, saa han selv turde ikke ro; thi han var saa bange
for sjøen. Da baaden var midtveis, udbrød
S a g e n :
«Ok,
Gud hjælpe og trøste mig, hon rækker ikje over i denne
storm!
Hjælp mig op paa gjærdet,
M a re n ,
saa jeg rigtig
kan se baaden.»
Dette gjorde hun, men hun var nok lidt
ustø; thi hun var i latter over faderens uro, som hun fandt
aldeles ugrundet, saa idet hun skulde hjælpe ham op, slipper