187 / 312
184
fru
L
ucie
W
olfs
l iv s er i nd r in g er
.
Se, paa denne maade virker kunsten som den bør og
skal.
Nu kan vel presterne sige, at meget af det som opfø
res, ikke er sundt og godt at se og let kan virke til skade;
ja, saa lad være at besøge saadanne forestillinger; men gaa
i theatret, naar der gives gode stykker, og fremfor alt, naar
vore egne digteres verker op føres; thi det er jo skade, at
folket ikke skal faa se disse fremstillede, hvorved man jo
gribes ganske anderledes end ved tørt at læse dem.
Jeg maa tilslut faa tilføie, at vi, dyrkere af den herlige,,
dramatiske kunst — ialfald v e d jeg sikkert to af
os, som
gjør det — ,
a l d r i g gaar til vor gjerning, naarvi har en
vanskelig og svær opgave at løse og da altid er angst for
ikke at udføre den, som den skal udføres, uden at sende et
stille hjertesuk til Gud, at
han vil hjælpe ogstyrke os i vor
gjerning.
Det samme som presten gjør, naar han skal tale
til sin menighed.
Har vi kanske ikke ligesaa megen ret til
at gjøre dette som presten? Jo, visselig. Derfor bør presterne
— eftersom oplysningen stiger mer og mer — vise dette ved
at besøge theatret.
Min kollega, den høit begavede
L
a u r a
G
u n d e r s e n
,
har mer end én gang fortalt mig, at hun fik sin
styrke fra Gud, naar hun bad ham derom.
Saaledes husker
jeg, at da jeg for mange aar siden kom grædende af henryk
kelse og begeistring hen og kyssede hende og takkede for
hendes herlige udførelse af lady Russell, svarede hun paa sin.
originale, naive maade: «Ak ja,
L
u c i e
,
jeg bad saa inderlig,,
at Gud vilde hjælpe mig, og ser du, han gjorde det.»
Samværet med de
d a n s k e s k u e s p i l l e r e
var ikke
altid ganske behageligt, som jeg før har fortalt; thi de var
stadig i en irriteret stemning over, at man nu paa alle maa-
der forsøgte at blive dem kvit. Daglig var der skarpe kritiker
i aviserne eller lange opsatser om, at vi nu burde nøie os.