182 / 312
SKUESPILKUNSTEN.
179
lune og liv, som jeg selv bliver ganske overrasket ved, og
som tager publikum med storm.
Ja, saadanne øieblikke er
for en skuespiller en stor henrykkelse; man føler sig saa ube
skrivelig glad og vel tilm ode; glemt er al strid og alt arbeide,
løst enhver t v i l; man nyder den vidunderlige kunst i rigt
maal.
For mig er bare det at være paa scenen en saa glad
og lykkelig følelse, saa det hjælper baade paa mit lune og
spil.
Her har jeg en tryg, behagelig, hjemlig fornemmelse,
som naar jeg kommer ind i min egen, varme, koselige stue.
Jeg synes der fra hver krog titter kjendte og venlige ansigter
mod mig, som alle er glade ved at se og høre mig.
Ja, skuespilkunsten
maa være den skjønneste
af al
kunst, ialfald staar det saa for mig.
Det er jo saa, at vor
kunst glemmes let, fordi vi kun virker i øjeblikket; vi efter
lader os intet synligt merke som malere eller billedhuggere.
Men jeg synes alligevel, at vor kunst er rigere og fører med
sig for dens udøvere mange flere glæder end de andres.
Deres verker staar jo der til forherligelse af deres navn for
efterverdenen; men vi kan daglig give nye skikkelser med
aand, kjød og blod, som øjeblikkelig tager mennesket fangen
med langt større virkning end et dødt kunstverk. Der er dog
vel intet i verden, som saaledes kan tale til hjertet som et
forædlet, stort og fuldkomment menneske.
En menneskerøst,
der gaar til hjertet, det være sig i sang eller tale, er jo det
fuldkomneste og kan efterlade indtryk, man aldrig glemmer.
Vi kan altsaa, i den kortere eller længere tid, det er os for
undt at virke, nyde vor kunst mer sammen med den gene
ration, som lever med os.
Og har saa vor virken forædlet
og draget mange mennesker til gode tanker og skjønne hand
linger, saa er vel dette mer værdt end den ros, som gives
kunstneres verker. Saa er der én ting, som jeg formodentlig
vil faa de fleste kunstnere paa nakken for, det er angaaende
denne stygge realisme, som nu i saa lang tid har huseret i
al kunst, og som efter min mening har forstyrret og vræng't