178 / 312
NY T REPERTO IRE.
altid, at jeg maatte kunne spille bedre.
Det, som var det
sværeste for mig i de følsomme roller, var at holde styr paa
mine følelser.
Det var aldeles umuligt at sige en rørende
replik uden at taarerne styrtede af mig, hvorved jeg tabte
magten over mit organ og tildels skar ansigter i kampen
for at holde graaden tilbage; og ved alle disse «unoder»,
som
W
o l f
kaldte det, skadede jeg ofte totalindtrykket af
rollen.
«Hold igjen,
L
u c i e
,»
sagde han, «lad være at græde,
overlad det til publikum!
Du har at passe paa, at din rolle
ikke forstyrres ved for megen graad ei heller latter.
Harmoni
maa der være over hele fremstillingen.
Vil du holde paa
med denne voldsomme følsomhed, saa vil du jo meget snart
slide dig op.
Græd ud paa prøverne, men hold dig i skin
det, naar du spiller.
Du skal naturligvis føle — ja, føle dybt
— for det, du fremstiller, men ikke saa, at det hindrer figu
ren fra at virke, som den bør og skal.»
Ja, hvor han havde
ret heri!
Jeg stred voldelig med mig selv, formelig hyssede
paa mig.
Ofte maatte jeg tænke paa den konen i Bergens
theater, som havde grædt og hylet over
J
o h
.s B
r u n
’
s
«Michel
Perrin» og i sinne sagt høit til sig selv:
«Ok, for en tosk
eg er!
K a ’ e ’ de’ saa feiler meg, eg sitter jo og silgræter;
det er jo ikje sandt nokke af dette her, det er jo bare tøv
og komedie.
Eg e ’ saa flau over meg sjøl, saa eg kan ikje
seie de.»
Senere hen spillede jeg «Jane Eyre».
Her var en endnu
smukkere rolle i den alvorlige genre.
Men her, hvor det
forpinte og mishandlede barn giver sine følelser luft og raser
ud sin smerte til den onde stedmoder, her tog følelsen saa-
dan magt over mig, at jeg sagde til
W
o l f
:
«Ja, om du nu
bliver gal eller klog, her maa jeg faa lov at slippe mig løs.
Er det mig muligt, saa skal jeg forsøge at dæmpe noget paa
mit spil, men her vil jeg rent give mig hen og lade det staa
til.»
«Gjør som du vil,» sagde
W
o l f
,
«men husk, jeg har
advaret dig, og tag selv følgerne.»
Jeg gav mig hen, jeg led,