177 / 312
■74
fru
L
ucie
W
olfs
l i v s e r i nd r i ng e r
.
i Portoricco»; hun mente Masaniello i operaen «Den stumme
i Portici».
Samme pige fandt, at m i n talestemme var for
hende saa «frydelig» at høre paa.
«Men de’ e ’ jo ikje nokke
under, Deres «orkan» er jo saa deiligt, og ikje at «fordømme»,
naar De e ’ gut, for daa e ’ De saa passe «slu» og «kvindelig»
og søt, ja, rigtig en tjuagut.»
Hun brugte altid en masse
gale ord til vor største moro.
Jeg finder hendes talemaader
saa fornøielige, at jeg maa faa lov at citere nogle flere af
dem.
Saaledes var hun aldeles begeistret, naar hun saa en
stjerneklar himmel, fordi hun da saa tydelig fik se «Kals-
badervognen».
Ligeledes sagde hun engang, at alle damerne
sad paa et vist sted for sig selv i haven og alle herrerne sad
i «afgrunden» og drak «kreosot».
Hun mente, de sad i bag
grunden og drak curacao.
Engang hun var i theatret, klagede
hun over, at musiken larmede, saa hun fik hovedpine.
«Men
det er jo ingen under, naar de har saa’n mængde «musikan-
te re » ; eg trur, der var 20 generalbasser» og over 30 «egoi
ster».
Da jeg saa rettede paa hende og sagde, at det hed
kontrabasser og oboister, svarede hun :
«A ja, pyt, vi si’er
no begge dele.»
W
o l f s
sprog var saa «pære-dansk», saa jeg ofte hærmede
efter ham, hvilket han bad mig om at gjøre, for at han kunde
høre, hvor stygt det lød.
Ja, han arbeidede, det er sikkert.
Jeg fandt, at han læste f o r meget, men han bebreidede mig,,
at ikke jeg gjorde ligesaa.
«Just fordi du har saa meget mer
af naturen end jeg, har man ret til at fordre de allerypper-
ligste prestationer af dig.
Jo større gaver man er betroet,
desto større ansvar har man, for hvorledes man forvalter dem.
Og du har faaet et stort pund,
L
u c i e
.
Og jeg siger dig, at
du vil i mig faa din strengeste dommer; netop fordi du er
alt for mig, vil jeg, at dine rige gaver skal komme til fuld
anvendelse.
Det er min pligt.»
Altid rettede han trolig paa
mig ved siden af sit eget arbeide.
Han var sjelden rigtig tilfreds med mig, men paastod