![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0172.jpg)
I KJØ BENHAVN.
I 6 9
men jeg havde ikke havt alt til mgi raadighed som fru
H
e i
b e r g
,
der blev baaret paa hænderne af Danmarks første mænd,
havde en digter til mand, som skrev sine komedier for hende,
havde gjennemgaaet ballet- og theaterskole og indsuget skjøn-
hed, kunst og dannelse, ja alt, som kan vække og udvikle
éns kunst og éns natur.
Hun havde fra barndommen fær
dedes med kunstnere af første og største rang.
For et liv
hun havde ført, et liv, som vel ikke mange har havt i den
stilling!
Jeg følte mig som en myg ved siden af denne straa-
lende paradisfugl, var modløs og tilintetgjort. —
H
ø e d t
var
ogsaa glimrende som manden, men havde ikke denne aand-
fulde maade i replikbehandlingen som fru
H
e i b e r g
.
Saa fik jeg se fru
S
ø d r i n g
.
Ja, det var rigtignok en
sterk modsætning til fru
H
e i b e r g
;
men Gud velsigne hendes
hjertelige, enfoldige, rørende, menneskelige fremstilling af sin
rolle!
Hun spillede i et stykke, jeg ikke husker navnet paa,
en ganske simpel kone klædt i en mørk, tarvelig kjole, blaat
forklæde, en morsom hat og sjal med en kurv paa armen.
Hendes datter havde egtet en fornem mand, der havde et
rigt, elegant hjem.
En glimrende udstyret salon var det,
denne tarvelige kone formodentlig for fø rste ra n g traadte ind
i.
Idet kun kom, saa hun sig om og syntes at blive trykket
af al den stads, som der fandtes.
Hun gik et par skridt til
bage, ligesom hun var bange for al denne for hende uvante
pragt.
Ængstelse, forundring, beundring, alt dette læste man
tydelig i hendes udtryksfulde ansigt.
Denne lille scene, hvor
hun bare kommer indenfor døren, var aldeles brilliant spillet,
uden at hun endnu havde mælet et ord.
Der stod en pyn
tet laps og speilede sig, da hun traadte ind.
Han saa hende
ikke straks.
Hun satte sig da ved døren paa den yderste
kant af den fine stol, som stod der, men først efter at hun
omhyggelig havde tørret af sin kjole med forklædet.
Kava
leren vendte sig om og spurgte:
«Hvad er det for en kæl
ling, som har sat sig der?
Hvad vil hun herinde, morlil?»
22 — Fru Lucie W olfs livserindringer.