169 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
li v se ri nd r in g er
.
værre blev kjørselen til og fra theatret sløifet, og dette fik
nok jeg skylden for, da jeg havde misbrugt det ved at over
tale kusken, som havde været korist, til at give mig og
L
a u r a
S
v e n d s e n
lange ekstrature.
Derved kom vi ofte for sent til
prøve, og alle de andre damer maatte gaa til theatret, da de
jo ikke blev hentet i rette tid.
Jeg var saa bange og fortvilet over koleraen, at jeg ikke
kunde sove om nætterne, men bare laa og lyttede efter den
triste lyd, som
dødsvognene frembragte.
Saa gik jeg til
F
o u g s t a d
og sagde, at om jeg skulde være i denne rædsomme
by, hvor døden lurede paa alle kanter, var jeg sikker paa
at blive syg, ja, faa kolera med.
Jeg
v i l d e hjem, kunde
ikke udholde den tanke at skulle dø uden at se fader og alle
mine kjære.
F
o u g s t a d
talte kjærlig til mig, sagde at reise
hjem fik jeg ikke, for da blev det for svært for mig at for
lade hjemmet igjen saa snart, men han skulde sende mig til
Ringerike til en af sine venner, prokurator
L
a r s
R
a s c h
.
Han
var en elskværdig mand, i hvis hus jeg vilde faa stor for-
nøielse, da der hos dem var en hel del unge damer og stu
denter fra Bergen, som havde flygtet did, og at der var skjønt
og sundt at være og ingen kolera at frygte for. Dette gjorde
jeg da, og der var saa yndigt, et morsomt selskab, som med
jubel hilsede mit komme. Vi drog daglig paa lange rideture
i besøg paa gaardene rundt om paa det deilige Ringerike.
Om aftenen var der sang, dans og ungdomsglæde dels hjemme
hos
R
a s c h
,
dels hos presten
L
y d e r
B
r u n
paa Norderhov.
Da jeg saa kom tilbage til byen i slutningen af august, var
der nok et og andet tilfælde af kolera, som indtraf, men vi
spillede alligevel, og merkværdig nok, vi havde stort besøg i
theatret; man trængte lidt glæde efter den forfærdelige tid.
Aaret efter at jeg var kommet til Kristiania, blev jeg gift
med
W
o l f
.
Juni samme aar var jeg i Kjøbenhavn og
s a a
et par forestillinger der, før de sluttede.