168 / 312
PRØVE VED KRISTIANIA THEATER.
paa, samt til en middag paa Meyerløkken
hos gamle
J
a c o b
M
e y e r
,
godseier
T
h v
. M
e y e r s
fader,
F
o u g s t a d
svarede: «Aa
ja, saa kan jeg gjøre et bal for hende her hjemme.» Og dette
gjorde han, et rigtig morsomt bal med en mængde studenter:
Professor
J
u l i u s
N
i c o l a y s e n
,
C
h r
. L
a s s o n
,
advokat
I
h l e n
,
N
i e l s
N
i c o l a y s e n
og mange flere herlige og morsomme
kavalerer.
Da mai maaned sluttede,
og ferien
begyndte, spurgte
personalet, om
L
a u r a
S
v e n d s e n
og jeg vilde reise med dem
p a a t o u r n é til byerne rundt om. Ja, dette var vi jo svært
glade for og villige til.
O g det blev overordentlig morsomt
og svært indbringende; vi havde overfyldt hus, og der var
stor jubel overalt; dertil blev vi rasende feteret.
Allevegne
gjordes der selskaber for os.
Ofte blev det lidt for meget
deraf, da vi var i middag næsten daglig, uagtet vi spillede
om aftenen.
Fornemmelig husker jeg i Arendal hos gamle skibsreder
S
t e p h a n s e n
en stor middag klokken
4
og bal efter theatret.
Efter middagen drog vi ud i haven.
De unge damer og
herrer bad mig da, om jeg vilde pege paa de roser og blom
ster, jeg ønskede, for at de kunde kaste dem paa mig om
aftenen i «Emilies hjertebanken». Dette gjorde jeg, og havens
smukkeste roser og blomster maatte lade sit unge, skjønne liv.
Da vi kom tilbage til Kristiania, var
k o l e r a e n paa sit
høieste.
Aa, det var rædsomt! Der var en stemning i byen,
som ikke lader sig beskrive.
Man saa ikke andet end sort
klædte mennesker og hørte intet andet liv paa gaderne nat
og dag end vognene, som bragte døende til lazarettet.
Vor
gule, store theatervogn — vi kjørte nemlig dengang baade til
prøver og forestillinger — blev ogsaa tagen til dette brug.
Denne vogn, som havde været vidne til saa mange jublende
glædesudbrud, naar vi kjørte hjem fra theatret om aftenen,
berusede af lykke og fryd, denne vogn var nu et skræmsel
for alle, da den kun bragte død og sorg i sit skjold.
Des