166 / 312
PRØVE VED KRISTIANIA THEATER.
I 63
var i Deres aar, da følte jeg det samme», da græd vi begge
to, og publikum med.
Ja, scenerne med
J
o h s
. B
r u n
i «Abekatten» er uforglem
melige for bergenserne, det er jeg sikker paa.
Jeg lod mig
desværre forlyde med, at jeg syntes bedre om
B
r u n s
O le;
men saa var hundrede og ét ude.
Det
blev bragt til
den
store mand
J
ø r g e n s e n
,
og jeg mistede
hans gunst fra den
samme stu n d ; ja jeg var bange for
ha m; — det var ogsaa
L
a u r a
S
v e n d s e n
,
som han
heller
ikkevar naadig mod.
Vi
kunde se, atdet forargede ham,
naar publikum var rigtig be-
geistret for os.
Saaledes husker jeg en aften jeg sagde til
L
a u r a
:
«Aa, du store min, hvor
J
ø r g e n s e n
er gal i parykken
iaften, lad os bare ikke spille for godt, saa vi faar applaus,
for saa fly’r han i flint.»
Engang da jeg spillede en ung pige og han en gammel
marki, havde vi sammen en yndig scene, hvor han siger til
hende: «Kom og kys mig, mit barn, og læs saa brevet!» Vi
havde jo spillet dette stykke mange gange, saa jeg blev svært
overrasket ved, at han bare sagde:
«Læs saa brevet, mit
barn,» men sprang over, at jeg skulde kysse ham.
Jeg var
da kanaliøsk nok til at lade som jeg troede, han havde glemt
at bede mig om et kys, gik lige over scenen og tog det kys,
jeg var vant til at faa, som den naturligste ting af verden.
Men han blev rasende og mumlede mellem tænderne: «Sikken
en fræk lille tingest!»
Alle de øvrige, ja selv hans kone,
morede sig herover, og de andre gange, stykket gik, fik
jeg
hvad der med rette tilkom mig.
H
a g e n
spillede Iversen og madame
B
r a t z
frøken Sø.ren-
sen i «Abekatten».
Noget saa komisk som disses udførelse
af sine roller
kan man ikke gjøre
sigidé om.
H
a g e n
siger
i en af Iversens replikker:
«Naar man omgaaes meget med
et bestemt dyr, optager man uvilkaarlig nogle af dets mane
rer,» og dette beviste baade han og madame
B
r a t z
soleklart.
H
a g e n
var abekat i ansigt, manerer, i det urolige øiekast, ja,