162 / 312
PRØVE VED KRISTIANIA THEATER.
i 59
s y n t e s b e d s t o m a f d e m a l l e s a m m e n , m a a s k e n e t o p f o r d i h a n
i k k e g j o r d e s o m a l l e d e a n d r e . B
o r g a a r d
f a nd t , a t m i n p r ø v e
v a r s a a g l i m r e n d e , s a a j e g s t r a k s s k u l d e o p , o g s a a k o m d a g e n ,
d a j e g d e b u t e r e d e .
Lidt benauet var jeg jo nok, men ikke saa meget endda;
jeg var bleven saa modig af alt det, jeg havde hørt, og var
opfyldt af godt haab og forventninger om, at jeg nok vilde
gjøre lykke.
Og jeg tog ikke feil heri.
Alle ældre theatergjængere
husker nok denne begivenhed.
Der var stor begeistring for
m ig; men da man til slutning vilde have mig frem, kom
F
o u g s t a d
og sagde, at det fik jeg ikke lov til, fremkaldelse
var en sjelden
begivenhed dengang, og han vilde ikke, at
man skulde begynde med at skjæmme mig bort, som han
kaldte det. Jeg syntes, det var saa haardt af ham at forbyde
mig dette, naar jeg havde gjort saadan lykke, og det hele hus
klappede for at faa mig frem.
Men han paastod «Nei», og
jeg kom ikke frem.
Hans forbud nyttede ikke længe; for den næste aften
og mange flere gange gav publikum sig ikke, før det fik sin vilje.
Det er skjønne minder, jeg har fra disse dage. Her som
i Bergen var «Emilies hjertebanken» min anden debutrolle;
jeg vil kalde det saa — uagtet jeg var engageret — da det
hele var saa nyt for mig, baade skuespillere og publikum,
men jeg kan trygt sige, at for hver af mine roller steg mine
aktier hos dem ligesom hos pressen.
Kun kan jeg huske, at
hvad de havde at klandre var, at jeg allerede i mit sprog
var paavirket af de danske.
Dette var imidlertid ikke saa,
for mit sprog har været omtrent det samme som nu, fra den
stund jeg kom hid.
Den, som havde skrevet dette, var for
modentlig en af dem, der snarest mulig vilde rydde ud alt
dansk, og dette var er stor feil af dem. Havde de ladet disse
kunstnere være i fred, saa havde det været svært gavnligt for
vor unge norske kunst. Vi har meget at takke dem for; det