159 / 312
1 5 6
fru
L
ucie
W
olfs
li vs e ri nd r in g er
.
Som jeg før har sagt, var jeg meget behagesyg, og denne
beundring smigrede mig meget.
Naar jeg var hjemme, havde
jeg stor lyst at komme til vinduet, da der jo altid var nogen,
som keg efter mig; men ikke før opdagede fru K. dette, før
hun trak rullegardinet ned for næsen af mig og mine «kjære
studenter» og sagde:
«Fy,
L
u c i e
,
hvor du er besynderlig;
tænk at du stiller dig op og lader, som du har noget at gjøre
i vinduet bare for at kokettere med studenterne!»
Hun
fandt, at det var bedst, jeg straks kom i mit logi hos kandidat
P
e t e r
S
ø e g a a r d
i
N
o r d r a a k s
gaard, hvor jeg havde mit
værelse ind til gaarden, og altsaa var afskaaret fra koketteri
baade med studender og alle andre mennesker.
Men «mine studenter» fandt veien til mine vinduer alligevel,
for det var ikke længe efter jeg var optraadt, før de sang
inde i gaarden udenfor mine vinduer.
Saaledes husker jeg
paa min første fødselsdag herinde,
den
25de mai,
hele
studentersangforeningen
med
min varme beundrer
W
i lh
.
H j e l m i
spidsen gav mig serenade.
Kl. var 11, jeg sad og
græd saa bittert, for jeg følte mig netop den aften saa
forladt og længselsfuld, da pludselig den vakre studentersang:
«Sparsomt i Norden blomster vi finde»
. . . . lød op til mig.
D e n
a k a d e m i s k e
u n g d o m
blev mit og
L
a u r a
S
v e n d s e n s
trofaste publikum; naar vi kom ind paa scenen,
kastede vi først blikket op i 2den rad, hvor der altid var
fuldpakket af studenter.
Ja, dengang var der ungdomsglæde
og jubel i theatret, dengang da studenten brugte sin sidste
skilling til en billet i Kristiania theater; aa, hvor de kunde
give sin jubel luft i stormende, rungende applaus, der ofte
endte i aftenserenader.