156 / 312
153
vedblev:
«Her har I nokke at knaske p a a ; det er rosiner
og mandler, I kan behøve lidt til den lange reisen.
Daleren
skal I kjøbe kage for, og saa skal I huske pent paa gamle
F
e s e r
,
naar
I spiser dem.»
A
n e
kone var forarget, fordi
hun maatte
græde og sagde:«Det er skam l skal se
at eg
græder, men
eg er no gla’ i jer alligevel, uagtet I har terget
meg saa
mangen
en gang, spektakel, der I staar.
Gud
velsigne jer!
Løkke paa reisen!»
Da saa den endelige afskedsstund kom, tog jeg farvel
med mine
forældre og søskende i vor gamle dagligstue;
moder græd og sagde:
«Nei, barn, jeg orker ikke at følge
dig til bryggen!»
Hun sank ned i stolen og var ganske
bleg i sit ansigt, og idet jeg kyssede hende til afsked, sagde
hun:
«Herren være med dig!» — «Nu og i al evighed,
amen,» tilføiede fader, idet han stille grædende — for sidste
gang — sluttede mig i sine arme.
Hvorledes jeg kom ud
af stuen, ved jeg ikke.
Jeg var saa aldeles opløst i taarer,
at jeg hverken hørte eller saa alle de kjærlige hænder, som
raktes imod mig af en hel del mennesker, som stod udenfor
porten, jeg hørte kun en mumlen af velsignelser og gode
nsker omkring mig. I et
langt følge drog de efter mig
til Triangelen:
Fader med min elskede pusekat i armen
og med mig i haanden foran flokken: søskende, familie, fru
G
r u n g
og venner fulgte bagefter.
Bryggen var fuld af folk, og der var taarer i manges
øine, da min sorg over at forlade alle mine kjære rørte dem.
Endelig kom jeg da i baaden, som skulde ro mig ud til
skibet, der laa ved toldboden; dengang havde man nemlig
ikke kaier som nutildags.
Jeg slap ikke faders haand, og
da han ogsaa græd, maatte en af mine søskende holde katten,
for at han kunde faa pudse sin næse; det var nok baade et
rørende og morsomt syn, for man græd og lo om hinanden.
«Stakkels jer,
J
o h a n n e s e n
far», sagde fløtmanden, «no møsser
I nok det bedste, I har her i verden.»
«Aa, Herregud ja,.
20 — Fru Lucie Wolfs livserindringer.