155 / 312
152
fru
L
ucie
W
olfs
l iv se ri nd r in g er
.
frem for folk, som stod pakket i trapper og gange for at
vente til jeg kom.
En herre raabte:
«Længe leve
L
u c i e
J
o h a n n e s é n
,
vor yndling!»
Der blev et brøl af hurraer, der
gjentog sig ud paa gaden, som ogsaa var pakket af mennesker.
Langt opover torvet hørte jeg raabene, da jeg kjørte hjem.
Dagen efter var bordet hos fru
G
r u n g
fuldt af p e n g e ;
saa mange havde jeg aldrig seet paa én gang, og alt dette
var mit, sagde fru
G
r u n g
.
Der var betalt dobbelt for en
mængde billetter, saa jeg havde en stor indtæ g t; ligesaa
meget som et fuldt pakket hus paa theatret — ja, meget
mer end det.
Dertil kom en hel del gaver: Guldkjæde,
armbaand, brystnaal, ørenringe, en elegant skrivemappe med
et vakkert brev, som jeg desværre har tabt, fra dispachør
M
o r t e n
B
e y e r
,
hvori han bad mig aldrig forglemme mit
barndomshjem, hvor jeg eiede alles kjærlighed, som vilde
følge mig, hvor i verden jeg vankede.
Min sidste visit ned paa theatret var smertelig for mig.
Især var maskinmand
S
c h j ø d t
meget bedrøvet; han trykkede
min haand, velsignede mig og sagde, at nu drog glæden fra
dem alle dernede.
Han havde malet et lidet stykke, som
jeg desværre ogsaa har mistet; det var fra den aften, jeg
debuterede, jeg stod paa scenen, han i kulissen færdig til at
lade tæppet gaa, jeg med bønfaldende miner om at han
vilde vente en stund, han med beroligende dito, at jeg skulde
være modig og kjæk, nikkende og smilende til mig.
«Ak,
jomfru
J
o h a n n e s e n
,
I
maa ikke glemme mig!» bad han*
«lad dette lille stykke minde Dem om én, som var saa glad
i Dem.»
F
e s e r
var svært bevæget, tyk i stemmen af tilbage
trængt g ra ad ; med en forfærdelig stor papirpose i armen og
en sølvdaler i haanden, som han stak i min, sagde han:
«Gud lønne jer for al den glæde, I har givet meg i dette
hus, som no’ biir’ mørkt og tungt for meg, uagtet eg skal
sørge for oplysningen hernede.
Farvel, kjære barn, Vorherre
være
med jer!»
Saa rakte han mig den store pose og