154 / 312
nei, afkald maa der gives snart paa dem,
skal ei dets blomster sygne hen som matte;
thi kunstens barn tilhører hele verden,
der maa det suge næring for sit kald, sin færden.
Ét biir’ tilbage dog, som aldrig skifter,
og det er hjemmets tone, hjemmets lyst,
Det er den jordbund, fra hvis dybe rifter
udvælder sæden i et kunstnerbryst.
Det er den sande kunsts høibaarne stifter,
med fædres aand og fædres klare røst:
Den aand, den røst skal mig i kunsten raade,
naar fri jeg søger løse kunstens gaade.
Og derfor maa jeg bort, saa sandt mit kald
er mer end ikkun lette ungdomsdrømme,
saasandt for alvor jeg i kunstens hal
vil ind, som det et kunstens barn mon sømme,
saasandt jeg elsker fædres'fjeld og dal
med hjerteslag saa varme, rene, ømme,
saasandt jeg føler, at min høie kunst
ei blot til lyst er — , da var den omsonst.
Men derfor dog saa tungt, saa tungt det hviler
paa hjertet, læben dette afskedsord;
naar gjennem taarer dog mit øie smiler,
det er fordi saa fast jeg haaber — tror:
at naar engang jeg her tilbage iler,
det vennesind, som nu hos eder bor,
jeg da med skjønsom tak først ret erstatter
som kunstens, Norges trofast varme datter.
Det var en minderig aften.
Salen var pakkende fuld;
venner og velyndere var strømmet did.
Slet spillede jeg
denne aften, det er sikkert og vist; jeg var saa bedrøvet,
saa det hele havde et meget trist præg, og da jeg fremsagde
epilogen, strømmede taarerne fra mine øine.
Man høite kun
hiksten og pudsen af næser rundt omkring.
Der var en
viften
med
lommetørklæder og
kasten
med
blomster i
mængdevis.
Da jeg skulde gaa, kunde jeg næsten ikke komme
TIL KR
1
STIANIA.
I
5
I