149 / 312
146
f r u L u c ie W o lf s
l i v s e r i n d r i n g e r
.
Nætter og dage græd jeg og var formelig syg af sorg.
Den gik som en løbeild over byen denne efterretning.
Der
var voldsomme scener mellem theaterdirektionen og fru
G
r u n g
,
som. maatte taale mange fornærmelige ord.
De sagde, at hun
havde spillet en forræders rolle ved uden videre at tage mig
fra dem, netop som jeg var begyndt at blive mer og mer
anvendelig for deres unge kunstanstalt; at hun aldrig havde
vovet dette, om hun havde været bergenser, og at hun vilde
virke for østlandet, hvor hun havde hjemme.
Dr.
D
å n i e l s e n
var især forfærdelig skarp mod hende og skræmte hende
med, at hun maaske kunde komme til at angre sit forræderi
mod Bergens theater, da det kanske kunde hænde, at jomfru
J
o h a n n e s e n
kunde falde rent igjennem derinde, hvor der
fordredes
langt mer end
det, jeg kunde presterefor at blive
anerkjendt i hovedstaden, hvor danskeherredømmet endnu var
sterkt raadende.
Fru
G
r u n g
bar alle fornærmelser med ro
og sagde, at
hun kun handlede som hendes
samvittighed
tilsagde hende,
da det var hendes bestemte mening, at jeg
der vilde komme til at virke mellem ældre, flinke kunstnere,
som vilde have stor betydning for min udvikling.
Der var
ikke tale
omat forandre denne beslutning, da jeg alt v a r
engageret.
Jeg maatte underskrive kontrakten samme dag,
fordi borgermester
F
o u g s t a d
skulde reise.
Ja, nu forandrede vreden sig til sorg.
Alle mine venner
var bedrøvede,
jeg selv gik daglig
med røde, forgrædteøine
og blev stanset
paa gaden hvert minut, saa jeg altid kom
for sent til prøven.
Man skrev til mine forældre, beskyldte
fru
G
r u n g
for falskhed baade mod dem og hele Bergen og
sagde, at det var uret af fader saa ganske at overgive sit
barn i fru G .’s
vold.
Men fader var, uagtet han var dybt
bedrøvet over at miste mig, dog ganske enig med hende, da
han havde den fuldstændigste tillid til, at hun handlede ude
lukkende til mit bedste.
Ja, fader og jeg havde mange
vemodige scener i de dage, hvor vi begge følte, hvor smerte