145 / 312
142
fru
L
ucie
W
olfs
l i v s e ri nd r in g er
.
Da vi klokken 3 om natten kjørte hjem, blev vi saa angst,
at vi skreg, saa hestene holdt paa at løbe løbsk med os, og
da veien hele tiden gik langs med vandet, kunde vi jo resi
keret det værste.
To af kavalererne havde nemlig gjemt sig i vognen.
De
stod oppe paa sædet, trykket tæt ind til lærredet bag i vog
nen.
Den ene af dem havde vel ikke faaet rigtig fodfæste;
for jeg fik med én gang et spark i ryggen, hvorover jeg jo
gav lyd, som forslog, saa kusken troede, at vi blev dræbte;
han
anede
heller
ikke,
at
der
var
nogen
i
vognen
uden vi to.
Endelig fik han da stanset hestene, og kavalererne kom
ud paa en mindre venlig maade.
«Aa, prygl dem, kusk!»
skreg jeg.
«Det er jo skammeligt at skræmmp livet rent af
os.»
Kusken gjorde bogstavelig det, jeg bad om, drog dem
ud efter haaret, sparkede og pryglede dem, saa det havde
god skik.
De fik sandelig bøde haardt for sin frækhed.
De
bad os jo meget omforladelse; men det var stygt gjort, og de
mistede for bestandig min gunst, og jeg negtede stadig at
danse med dem mer. — — — —
___________________
Ja, B e r g e n , B e r g e n !
Aa, dette ene ord bringer den
dag idag hver fiber i mit hjerte i bevægelse.
Hvor jeg elsker
dig med dine fjelde med skodde paa, det silende regn, den
strykende nordenvind, dine milde foraarsdage, hvor løvet alt
i april begynder at sprætte, hvor blomster og trær hilser mig,
som om jeg var en særlig ven og slegtning af dem.
De synes
mig at sige:
«Nei, er d u kommen til byen!
Vel mødt igjen!
Ikke sandt? her
er deiligt og friskt at være! Velkommen
iblandt os, kjære søster.»
Ak ja, Bergen, hvor hver en plet,
ja, hver sten jeg træder paa er fyldt med glade, rige minder’
hvor alle kommer mig smilende imødeog fortæller,
at de
holder af mig.
Jeg mindes saa levende noget, som hændte
mig, da jeg var
deroppe for en del aar siden. Jeg
var da