141 / 312
i
38
fru
L
ucie
W
olfs
l i v s e ri nd r in g er
.
Heldigvis — eller uheldigvis — viste det sig, at jeg var
den af personalet, som havde erlagt de største mulkter; men
da jeg fik min gage udbetalt sidste gang, fik jeg 15 daler
over det, jeg skulde have, da konsul
M
i c h e l s é n
fandt, at jeg
burde have denne sum tilbage.
Dette var nu kjærkomment for mig.
Den største mulkt
‘kunde jeg takke jomfru
L
a b é
for.
Der var en liden have
paa bagsiden af theatret.
Døren ud til den stængte hun hver
dag, naar der var prøve, paa den tid stikkelsbærene var
modne.
Dette ærgrede mig i høi grad, da jeg maatte staa
og se paa de deiligste bær og lide tantaluskvaler, som. jeg
virkelig gjorde.
Vinduet sad for høit til, at jeg kunde hoppe
ned.
Min ven
S
c h j ø d t
saa, at jeg stod der og smegtede efter
stikkelsbær ret som det var, og fik medlidenhed med mine
kvaler.
«Aa, stakkels liten,» sagde han, «det er skam og
spot, at det gamle hespetræ skal forbyde den søte munden
Deres nogle fattige stikkelsbær; kom her hen!
I er saa let
som en fjør, som
F
e s e r
siger; sit jer indi tauget her, saa
skal eg heise jer ner i hagen, og spis saa bare alt det, I
orker, eg skal heise jer op igjen, naar I er mæt.»'
Ja, jeg var ikke sen om at springe i tauget.
Om det
var, fordi frugten var forbuden, ved jeg ikke, sandsynligvis
var det vel det; men aldrig i mit liv har jeg havt en saa stor
nydelse af stikkelsbær som den gang.
Der blev snart stor alarm herover, da jomfru
L
a b é
skulde
høste sine bær og fandt trærne aldeles ribbede; men dette
var ikke min skyld alene; maskinfolkene havde nemlig af
mig lært denne lette maade at bekomme stikkelsbær paa.
Jomfru
L
a b é
for rasende til direktionen og anklagede
mig baade for det, jeg selv havde spist, men værst fordi jeg
formelig havde lært folkene at stjæle.
Hun forlangte erstat
ning for sit tab, da hun jo maatte betale leie af haven.
Syn
deren
L
u c i e
maatte da staa frem og bekjende sin skyld.
Jeg fik svære bebreidelser for slet opførsel, men
mest for