136 / 312
DET NORSKE THEATER.
I 3}
jubel og livsglæde, jeg eiede — og jeg havde et stort forraad
heraf, — det fik jeg nu bruge fuldt ud.
Nei, nei, jeg spil
lede ikke k om e d ie ; baade paa og udenfor scenen havde jeg
en følelse, som om jeg hver dag gik i et jublende ungdoms
tog med flyvende faner og klingende spil.
Ak, livet laa nu
for mig som en lang, skjøn, solbestraalet sommerdag, fyldt
med blomsterduft og fuglesang.
Jeg havde saa meget at tage
igjen; jeg havde jo været stængt ude fra alt saa længe, aa,
saa længe, syntes jeg; men nu havde jeg ganske «slidt mig
løs», som moder sagde.
Fru
G
r u n g
var sjæleglad med mig, men glemte ikke
daglig at minde mig om, at jeg havde saa meget at lære.
Hun bad direktionen om, at de maatte lade mig faa lære at
spille piano, da jeg havde saadan færdighed heri, at jeg spil
lede alt det, jeg hørte, efter gehør.
Ja, det var de straks
villige til, og jeg begyndte hos den tids bedste klaverspillerske.
Men det gik ikke; hun erklærede, at det var spildte penge.
Jeg spillede alle mine lekser, ogsaa disse væmmelige skalaer,
ja da, jeg spillede alt dette; men naar hun saa spurgte mig,
hvad noderne hed, saa havde jeg ikke den fjerneste idé derom.
Saa dette var til ingen nytte, sagde hun til direktionen.
Disse bebreidede mig, at jeg ikke
v i l d e lære ordentlig,
naar jeg havde saa let for det.
«Men jeg k a n jo spille, be
høver jeg at lære det?
Jeg kan jo saa mange søde melodier
og henrivende danse, hvor kan De saa forlange, at jeg skal
sidde i timevis og spille op ad vægger og ned ad stolper
disse rædselsfulde skalaer; nei, det erklærer jeg med én gang
er en umulighed.»
Og hermed slap jeg den tortur. -
Det var saa fornøieligt at være hjemme ogsaa n u ; de
var alle saa tilfredse med det store held, jeg havde opnaaet.
Vor pige var engang i theatret og saa mig.
«Ok, jomfru,»
sagde hun, «nei, eg har ikje seet maken, eg forsikrer jer, at
I saag ud netop som en Guds engel,
Ja, det sagde de ogsaa
alle ude i gangen, daa vi gik, ja, der er ikje spørgsmaal om,