133 / 312
H O
fru
L
ucie
W
olfs
li vs e ri nd r in g er
.
G
r u n g
havde alt længe ventet oppe paa salen for at flette
mit haar, som hun holdt saa meget af.
Hun formelig kjæ-
lede for haaret, medens hun flettede mig, og frydede sig
som et barn, da jeg stod færdig; hun var tilfreds med mit
udseende.
Jeg havde rød florskjole, yndige røde sko og sne
klokker i haaret.
Hun kyssede mig og sagde, at jeg var sød,
og at moder nu maatte komme op og se paa mig.
Jeg raabte
til pigen, at moder maatte komme.
Straks efter hørtes en
meget sterk røst, som havde en mistænkelig lighed med
L
o d
-
d i n g s
; derefter en svag, klynkende stemme, moders nemlig,
som i en grædefærdig tone forsøgte at formilde den vrede
gud.
De kom sammen op ad trappen.
«Aa!» skreg jeg,
«skjul mig for ham, søde fru
G
r u n g
,
gaa ud og sig, at jeg
alt er kjørt paa ballet, ellers' faar han kanske moder til at
forbyde mig at komme afsted.»
Hun gik ud, og nu hørte jeg en stormende tale til moder
og fru
G
r u n g
af følgende indhold:
«Nei, madame
J
o h a n n e
-
s e n
,
jeg vil haabe, De forbyder hende at gaa paa bal.
De
maa vel som moder have nogen magt over hende; hun spiller
jo bas med hele theatret fra den første til den sidste.
Jeg
paastaar, at det er direktionens egen skyld, som fra først af
har forkjælet hende.
Nu danser hun rundt med alle, baade
høie og lave, har ikke spor af respekt for noget eller nogen.
Hun forstyrrer ofte prøverne med sine gale paafund, bringer
skuespillerne i latter, og nu til syvende og sidst rømmer hun
fra prøven og holder hele personalet for nar.
Finder De, at
saadant ikke bør paatales, saa maa jeg sige, at hendes op
dragelse er høist mangelfuld.
Ja, høistærede fru
G
r u n g
,
med
al respekt for Dem, som jo forsøger paa at lære hende folke-
skik, saa mangler hun særdeles meget med hensyn til god
tone.
Jeg beder Dem støtte mig i denne sag og lade hende
én gang faa føle, at hun ikke ganske kan tumle med os, som
om vi var nikkedukker, og straffe hende med at forbyde
hende at gaa paa bal.»