139 / 312
1 3 6
fru
L
ucie
W
olfs
l i v s e ri nd r in g er
.
med mig, saa det var rent umuligt at opnaa saa megen
stilhed, at vi kunde fortsætte læseprøven.
L
o d d i n g
stansede
gang paa gang og bad om stilhed.
Saa taug de et øieb lik ;
men straks jeg skulde til at læse igjen, saa blev der kun et
skrig af latter.
Til slut sagde
L
o d d i n g
:
«Ja, maa jeg saa
bede Dem gaa ud i gangen, jomfru
J
o h a n n e s e n
.
De faar da
staa der og skamme Dem, til Deres uopdragne latter vil give
sig.
Det er jo merkeligt, at man virkelig taaler en saadan uro
stifter her.
Hun skal ikke alene faa stor mulkt; men enten
hun eller jeg skal herfra, det er sikkert; det gaar ikke an at
lade sig daglig spille paa næsen af hende.»
I gangen blev jeg meget fortvilet over mig selv.
Jeg
begyndte nu at græde, stak hovedet ind af døren og bad:
«Aa, kjære, snille
L
o d d i n g
,
vær ikke sint paa mig, jeg kunde
ikke for det, og jeg skal virkelig ikke mere forstyrre prøven.»
Jeg tog hans haand, kyssede den og sagde:
«Omforladelse,
omforladelse, omforladelse!»
Han lod sig da bevæge til at
smile til mig.
Igrunden var han en venlig, godhjertet mand,
men lidt sær, og jeg maa jo bekjende, at jeg ofte satte hans
taalmodighed paa prøve. — Han likte slet ikke, at jeg var
saa familiær med simple folk som tjenestepiger, kurvkoner
og lignende.
Kurvkonen
A
n d r i n e
,
som sad udenfor porten til theatret,
ærgrede ham især en gang.
Jeg k om ' spadserende med ham
i min bedste pynt, ny kjole og hat og en slags beduin, som
dengang var svært moderne; der var kvaster af angorauld i
ryggen.
Der stod en kone ved siden af
A
n d r i n e
;
idet vi
kom og skulde ind af porten, siger konen:
«Ok nei, kaa pen
den unge jomfruen er!
K a ’ heter hon ?
O g se, hon har
smalerumper i ryggen.»
«Aa, det er jomfru
J
o h a n n e s e n
,»
svarede
A
n d r i n e
.
«Goddag, jomfru, skal eg ikje snart faa de
skillingerne, I skylder meg?
Det er skam og spot at være
saa fornem og saa lade en stakkels, fattig kone vente saa