143 / 312
14 0
fru
L
ucie
W
olfs
li vse ri nd r in g er
.
tale om.
Hun slog da at og til paa, hvor gavnligt det vilde
være for mig, om jeg kom til Kristiania theater, som paa
den tid virkelig var en kunstanstalt; men naar hun talte om
dette, blev jeg saa fortvilet, græd og bad saa meget for mig
at hun for at berolige mig maatte forsikre mig om, at dette
ikke skulde ske — ialfald ikke denne saison.
Hermed slog jeg mig til ro og nød min tilværelse i
folde drag.
Jeg havde mange beundrere, som stadig sendte
mig dels blomster med vers, dels presenter.
Dette tilto-
mer og mer; men jeg maa ogsaa bekjende, at jeg selv gav
dem al ønskelig opmuntring.
Jeg var desværre meget koket
ja, |eg maa bekjende dette, — koket og behagesyg.
Var der
nogen ung herre, jeg var sammen med, og han af en eller
anden grund
i k k e kurtiserede mig eller sagde mig kompli
menter, som
jeg stadig var vant til, saablev jeg
formelig
fornærmetherover, som om dette var
entribut, jeg
absolut
havde ret til at forlange, og jeg koketerede saa længe med
personen, saa det i almindelighed endte med, at han plagede
hvet af mig med sin kurtise.
Blandt de ting, som blev sendt mig,
var der især én
som gjorde sterkt indtryk paa mig.
Det var fordi versene’
som fulgte med gaven, var saa smukke. Der var intet navn’
og jeg tænkte mig da denne m and som en sto r digter o g i min
levende indbildningskraft udstyrede jeg ham nu med alle
sjælens og legemets ypperste gaver; ja, for mine tanker stod
han
son
en ren
Apolio.
Gaven bestod af et lidet yndigt
toiletspeil, i hvis skuffe der laa hansker, parfumer, søde' smaa
pretiosagjenstande, lugtepude og meget andet. Verset lod saa:
ifald » i l musa tog et feil,
I vad bedre la« vel end et speil
en yndig evadatter gives,
hvori hun daglig selv kan se,
hvor é d llg lindens roser le,
hvor yndig barmens liljer trives.