146 / 312
DET NORSKE THEATER.
^43
paa en spadsertur langt ude i Sandviken.
Jeg fik regn paa
min pene hat og gik ind i et hus, bad fruen om at laane
mig en paraply og tillige at hun maatte undskylde, at jeg
kom ind i et fremmed hus.
«Ak», sagde hun smilende, idet
hun trykkede min haand,
« L
u c i e
W
o l f
kan gaa ind i ethvert
hus i Bergen og betragte det som sit hjem.
De har bragt
hæder over Deres fødeby, ja, over vort hele la n d ; De har
rørt os til taarer og givet os mangen forfriskende latter.
Kom børn, kom og hils paa hende.»
Dette gjorde virkelig et dybt indtryk paa mig.
Ja, jeg
har havt mange saadanne beviser paa, at Bergen elsker mig
lige saa høit, som jeg elsker alt, som byen med de syv fjelde
indeslutter.
Jeg har saa ofte, især naar jeg tænker paa dø
den, en længsel eller rettere en drøm, som vel ikke gaar i
opfyldelse.
Om dette talte jeg til bergenseren P. G.
H
a l v o r
-
s e n
en dag, jeg traf ham, og vi var begge saa optagne at
vort emne, at vi rent glemte tiden.
Han fandt min drøm
saa vakker, saa det var synd, om den ikke skulde gaa i op
fyldelse.
Jeg elsker i særdeleshed den yndige kirkegaard
langs med Lunggaardsvandet, hvor mine forældre sover, og
hvor
O
l e
B
u l l
’
s
mindesmærke staar, og jeg drømmer da
om, at vi — grundlæggerne af norsk skuespillerkunst —
maatte kunne forundes hvile her, lægges rundt omkring ham,
som er stifteren af Bergens scene.
Skulde vel dette være
uopnaaeligt ?
Vil ikke enhver, kvinde som mand, der har
havt os alle kjær,
virke for at vi kunde faa vor sidste
hvile her?
Ak, hvor skjønt det kunde være!
En kan for
melig længes efter døden blot for dettes skyld.
Ialfald staai
døden mindre grufuld for mig, naar disse blide tanker kom
mer over mig.
Dette fortalte jeg engang til en bergensk
kone, jeg kjendte her i Kristiania.
«Ak ja,» sagde hun,
«skulde ikje I faa ligge pent og hyggelig, ja daa var det no
baade spot og skam.
Eg skal saamen skrive om dette til