148 / 312
TIL KRISTIANIA.
E
n dag, jeg kom fra prøve, sagde fra
G
r u n g
pludselig.
«Ja,
L
u c i e
,
jeg bliver nødt til at sige dig, at du nu
skal reise t i l
Kr i s t i an i a.
Længe har jeg villet
tale om dette med dig; men du har gjort saadan larm hver
gang jeg har nævnt det, saa jeg har maattet vente i det
længste dermed.
Her er nemlig nu en af Kristiania theaters
direktører i Bergen; han har seet dig flere gange, og du er
engageret dertil nu fra april maaned.»
Om himlen var faldt ned over mig, var jeg ikke blevet
mer forskrækket og fortvilet; jeg gav mig til at græde og
sagde, at
det var umuligt for mig at reisefra Bergen, fra
fader og alt, hvad jeg havde kjært.
Fru
G
r u n g
talte kjærlig og beroligende til mig og sagde,
at hun nøie havde tænkt over dette, fordi det var saa smerteligt
for hende at give afkald paa mig, som hun nu holdt af som
sit eget barn; men just derfor maatte hun sørge for, at mine
anlæg
kom
til
anvendelse
under strengere kunstforhold,
end der
var i
Bergen,
hvor næsten alt gik hen i leg
og spøg.Hun havde
jo ikke lov til at
tage egoistiske
hensyn, men
maatte fremfor alt sørge for min fremtidige
udvikling.
19 — Fru Lucie W olfs livserindringer.