153 / 312
150
fru
L
ucie
W
olfs
li v se ri nd r in g er
.
huide gribe disse heldige forvarsler og ialfald have saa megen
aeigjenighed, at de ikke holdt det for nogen umulighed at
kunne bemægtige sig landets skuepladse og især den, hvor
kampen
for en national scene egentlig skal udkjæmpes.
Ialfald maa en saadan tanke fuldkommen forsone dem med
den ubehagelighed, at deres bedste dramatiske kræfter, efter-
hvert som de er nogenlunde uddannede, trækker bort.’ »
Saa kom tiden for m in
a f r e i s e .
Jeg søgte theater-
direktionen om at faa en afskedsforestilling; men dette blev
afslaaet af den vrede dr.
D a n i e l s e n ,
som havde mest at sige
i den sag.
Saa maatte jeg da tage en koncertsal
— P e l l o t ’ s
sal kaldet.
Mine kamerater, som var indignerede, fordi der
blev negtet mig afskedsforestilling, tilbød sig alle som én at
assistere mig.
Forestillingen bestod af et par enakts stykker
og tilslut en epilog af sorenskriver
B
ø g h
,
saalydende:
Ak, hjertet er saa fuldt, dets sterke slag
forraaader, hvad der bor saa dybt derinde,
det skjælver mod den tunge afskedsdag,
det stunder bort, men kan dog ro ei finde;
det slog urolig under hjemmets tag,
men vil dog evig elske dette minde.
Det bæver nu i bitre afskedsstund;
har selv dog valgt at søge fremmed grund.
Men I vil mig forstaa, som vanlig skued’
mit første skridt paa kunstnerbanen her,
som troed’, at en gnist der stille lued’
i mig af kunstens rene himmelskjær, —
I vil forstaa hvorfor, — om end jeg grued’
for afskedsstunden, naar den kom mig nær.
Jeg følte fast, jeg maatte lænken bryde,
om denne gnist i flamme skulde skyde.
Hvor har dog kunstens barn sit rette hjem?
Ei der, hvor det sin vugge netop satte,
ei der, hvor spiren allerførst skjød frem.
Til tid og sted ei bunden er dets skatte,