FruLucieWolfsLivseridringer

158 / 312

155
Idet jeg herved er saa fri at oversende Dem Ø s t g a a r d s «En Pjeld-
bygd», ønsker jeg ret, at den maa være Dem kjærkommen og haaber, at den
vil blive det endnu mer, naar De faar læst den.
Jeg ønsker Dem af Hjertet Held og Lykke for Deres Fremtid og
glæder mig i Forvisningen om, at De i Deres nye Forholde vil vinde den
samme Yndest, som De i saa høi Grad vandt i Deres Hjemstavn.
Kristiania 15de April 1853.
Deres
D a n i e l S c h i ø t z .»
Den første tid jeg var i Kristiania, boede jeg hos løit-
nant K a l t e n b o r n , som var gift med en søster at fru G r u n g .
Fru G r u n g vilde nemlig ikke, at jeg skulde bo hos frem­
mede, men se et kjendt ansigt og have hjemligt stel, inden
jeg optraadte første gang, og for at jeg kunde have en at
tale med om hjemmet, naar længselen kom formeget over
mig. Dette var vel betænkt; thi der var ikke stort mod i
mig dengang. Jeg varjo saa langt borte fra fader, fra tru
G r u n g , ja fra alt, som kunde trøste og berolige mig. Byens
gader fandt jeg stygge, mørke og triste. K a l t e n b o r n s boede
i skrædder K i l d e s gaard i Nedre Slotsgade, der hvor nu
D a n i e l S t e e n s gaard staar; men dengang var studenter­
samfundet ligeoverfor, der hvor revisionsdepartementet nu er.
Dette blev til meget stor fornøielse for mig, men til ærgrelse
for fruen i huset; thi jeg eller hun kunde næsten aldrig
komme hen til vinduet, uden at en mængde hoveder var
stablet op efter hinanden i vinduerne ligeoverfor. Det var
alle de unge studenter, som saa gjerne vilde se paa mig,
deriblandt mange bergensere. Der stod altid en paa vagt
for at passe paa, naar jeg gik ud, og som da kaldte paa de
andre. Ofte hørte jeg sterke klask paa ruderne, naar de
styrtede hen til vinduerne — den ene over den anden
for at komme først. Dette likte jeg svært godt, og jeg
kastede mange kokette øiekast til dem.
«Til Jomfru Luc ie Joha nne sen !