157 / 312
154
fru
L
ucie
W
olfs
l i v s er ind r in g er
.
det er nok saa, Gud hjælpe mig saa sandt at bære dette!»
sagde fader.
Scenen i baaden, da jeg gik fra fader, vil jeg
ikke forsøge at beskrive.
Han mistede hatten i sjøen, da jeg
omfavnede ham voldsomt sidste gang.
Katten skreg og var
ræd, da den blev sendt fra haand til haand op paa skibet.
Jeg vilde havt katten med mig til Kristiania; men da kapteinen
negtede mig det, fordi han mente, det kunde være ildsfarligt
at have katter ombord, maatte min stakkels kat ned igjen
paa samme maade.
Jeg kom da op paa skibet, og baaden med alt, hvad
jeg elskede, fjernede sig mer og mer, snart kunde jeg ikke
øine den, da graaden blændede mit syn aldeles; der var
viften og taarer i massevis.
Skibet gled langsomt udover
til Kvarven; — og saa var
B e r g e n g j e m t f o r mi g.
Reisen var lang og trist; stygt veir næsten hele tiden.
Der var en herre ombord, som var meget opmerksom og
venlig mod mig, det var
D
a n i e l
S
c h i ø t z
,
som faldt i den
danske krig, og om hvem
B
j ø r n s o n
skrev sit vakre digt.
Han havde syntes saa synd i mig ved afskedsscenen med
katten og lovede at sende mig en sød liden kat, naar vi
kom til Kristiania, som trøst for «Pollemine».
Det merke-
lige ved «Pollemine» var, at efterat jeg var reist, vilde den
ikke spise; den gik formelig og søgte efter mig i huset, og
det var klart at se, at dyret tæredes hen af længsel. Tilsidst
forsvandt den til stor sorg for fader, som fandt en slags
trøst i «Pollemine», naar han længtede formeget efter mig.
S
c h i ø t z
sendte mig et par dage efter min ankomst til
Kristiania en kurv, hvori laa en yndig pus med rødt baand
med en liden klokke i om halsen.
Til klokken var fæstet
et lidet brev fra pus, hvori den introducerede sig og lovede
at være sød og artig og paa bedste maade forsøge at erstatte
«Pollemine».
Foruden pusekatten fik jeg ogsaa
Ø
s t g a a r d s
«En fjeldbygd» samt følgende brev: