142 / 312
DET NORSKE THEATER.
1.39
daarligt og slappende eksempel, da de ikke kunde undres
over, at maskinfolkene gjorde det, som en af deres egne
kunstnere — ja selv en ung dame — tillod sig, og jeg fik
en mulkt paa 5 daler for slet opførsel.
Grædende gik jeg til jomfru
L
a b é
og sagde, at jeg vilde
ønske og haabe, at hun snart maatte sprække dels af ai righed
og dels af stikkelsbær, som hun nu havde faaet erstattet 3
gange saa meget, som de var værdt.
«Uf, for en ekkel, styg,
gammel gribbenille, De er, jomfru
L
a b é
!
Fy skam Dem, aa,
fy skam Dem!»
Hun aabnede døren og viste mig ud med
stor pathos og kalkunmimik i kappe og ansigt.
Saaledes
endte v o r sidste puniske krig.
Nu fik jeg den ene søde rolle efter den anden.
Blandt
andre fik jeg «Gabrielle de Bellisle», en stor og vanskelig
rolle.
M
i c h e l s e n
fandt, at jeg i «Slegtningerne» og flere
roller havde lagt dyb følelse for dagen; men især da jeg
spillede Josef i «Pariserdrengen». —
D e n
f ø r s t e s a i s o n gik frydefuldt sin rosenstrøede
gang med lykke og glæde baade paa og udenfor scenen.
Sommeren tilbragte jeg paa landet, nød naturen og muntert
selskab.
Sorgløs og frydefuld, som jeg var, drog jeg til
Søndfjord og opfriskede gamle minder; seilede afsted med
lette tanker og lette fjed, men begyndte snart at længes efter
at spille.
Ingen glæde kunde sammenlignes med denne.
Jeg
fandt, at ferierne varede for længe og higede bare etter at
begynde igjen.
Saisonen begyndte med samme held' for mig, ja endnu
m e r ; og jeg kom mer og mer i gunst baade i og udenfor theatret.
Fru
G
r u n g
fandt imidlertid, at med min udvikling som skue
spillerinde gik det ikke videre fremad.
Hun paastod, at man
umulig kunde arbeide alvorlig, naar man, som jeg, var saa
meget paa farten.
Og dette var altfor sandt, otte vai jeg
nødt til at tage natten til hjælp blot tor at lære udenad mine
roller, saa noget dybere studium var der selvfølgelig ikke