138 / 312
DET NORSKE THEATER.
I )
5
pladask med hovedet udenfor og kroppen indenfor teppet.
Der blev et stort skrig baade af direktørerne og mange andre,
som sad i huset, ligesaa fra dem,som var paa scenen.
Et
sterkt slag fik jeg, det er sikkert, dog ikke værre, end at jeg
straks kunde have reist mig op igjen; men jeg fandt det
interessantere for en gangs skyld at agere besvimet.
Jeg rørte mig ikke.
Alle kom styrtende til med skrig og
klage.
Maskinmester
S
c h j ø d t
,
min ven, var aldeles fortvilet.
Han tog mig i sine arme, jamrede og græd, bar mig ned i
foyeren, lagde mig paa bordet og sagde:
«Ok, søde jomfru,
I er vel ikje død!
Aa, Gud trøste og hjælpe meg, arme
menneske, som ikje saag, at hon stod for langt fremme, daa
eg heiset teppet ner.
Kom med vand!
Bed doktor
D
a n i e l
-
s e n
komme; han sitter jo i huse!»
Han kom styrtende, han og alle direktørerne, midt i jam
meren.
Han greb et stort tinkrus og slog en masse vand
over mig, hvorved jeg pludselig reiste mig op og begyndt at
skrige:
«Er De gal?
De spolerer jo hele den pene, nye
dragt.
Jeg feiler slet ikke det mindste; det var bare saa
fornøieligt, at alle troede, jeg var død, og saa lod jeg dem
tro dette en liden stund og skulde netop nu til at hoppe ned
af bordet.
Aa, se nu min dragt, jo, den ser pen ud.!»
Alle
lo nu af hjertens l y s t : men
D
a n i e l s e n
skjendte og bad sig
fritaget for slige — «guttestreger» kaldte han det.
L
o d d i n g
sagde:
«Ja, var det ikke, fordi vi alle er saa glade over, at
De ikke virkelig kom tilskade, saa skulde De saamen have
Dem en ordentlig mulkt.
De er et frygtelig brydsomt men
neske, og det gaar snart for vidt; her m aa nu være en
grænse for Deres kommers.»
Mulkten fik jeg desværre et par
dage efter, da vi havde læseprøve paa et nyt stykke.
Jeg
skulde læse «Amor og Psyche», men sagde «Py sykke» istedet.
Denne forsnakkelse fandt jeg selv saa usigelig komisk, at jeg
ikke var istand til at styre min latter, der desværre altid
havde den virkning, at jeg fik alle mine kammerater i latter,