137 / 312
i 34
FRU Luc ie W
olfs
l i v s e r i n d r i n g e r .
at I no var publikums sin «yngling».
Jøsses, ka kommers I
har no, jom fru!
Det er sandt, mosjøen fra theatret var her
igaaraftes og bad mig sige til jomfruen, at hon skulde paa
kjærlighedsprøve klokken 9, saa I maa nok løpe alt det,
I kan.»
Det var sangprøve paa «Kjærlighedsdrømme», hvor jeg
havde en liden rolle, hun mente.
En aften jeg spillede i
«Abekatten», kom
A
n e
farende med nogle søde roser og
sagde:
«Kom her, jomfru, har I seet maken til roser!
Eg
skulde give jomfruen dem fra en ung, pen mosjø og seie, at
I var hans hjertes primamadonna.
O k! kaar han var forlibt
i jer, det var ikje vanskeligt at skjonne det.»
Prøverne var rasende morsomme, de andre paastod, at
det gik trægt og trist, naar jeg ikke var der med mit smit
tende humør og min glade latter.
Saaledes husker jeg en prøve, som især var morsom.
Vi spillede «Anna Kolbjørnsdatter».
Heri var jeg den unge
pige Kathrine; hun gaar omkring bordet og skjænker vin for
de svenske officerer.
Da akten var slut, tog jeg en flaske og
vilde drikke lidt vin.
A
n e
kone, som havde hermed at gjøre,
vilde
tage flasken fra mig og sagde:
«Aa nei, jomfru,
værs’go ’ slep vinflasken, eg skal gjemme den til forestillingen
imorgen.»
Jeg vilde have vin;
A
n e
sled, og jeg sled i flasken,
som jeg drog af med, da jeg jo var sterkere end hun.
Men med ét føler jeg mig løftet et langt stykke op mod
loftet.
I striden med
A
n e
var jeg traadt over dørstokken,
som nu blev heiset i veiret; og ridende paa stokken, skri
gende og med flasken i haanden for jeg nu tilveirs.
Maskin
mester
S
c h j ø d t
r aa b te:
«Fir ned igjen, gutter, ellers faar I
jomfru
J
o h a n n e s e n
rienes op i take.»
Der blev jo en for
færdelig latter og kommers.
Ja, saadanne scener var der en hel del af.
Forteppet
faldt ned en gang paa en generalprøve og traf mig i hovedet.
Det saa ^stygt u d ; jeg var kommet for langt frem og faldt