135 / 312
h a n n e s e n
,
valsen er snart forbi, kom dog, kom!»
Jeg sled
mig løs fra fru
G
r u n g
,
som vilde rette paa min kjole og mit
haar, og fór afsted gjennem salen.
Alle saa paa os, og paa
engang blev der en rasende latter.
«Nei, se paa jomfru Jo-
h a n n e s e n
,
hun danser med store, graa ragger!» jeg syntes
nok, det var saa underlig lunt om fødderne, og at jeg gled
saa anonymt over gulvet; jeg havde jo i farten glemt at tage'
raggerne af mig.
Det var alt bekjendt over hele salen, at
jeg var rømt fra prøven; jeg hørte ikke andet end:
«Nei,
det var morsomt, at De strøg Deres vei.
Hvad koster den
spas?
Aa ja, tilpas til
L
o d d i n g
,
som skal plage Dem med
prøver paa en balaften.
Det var kjækt gjort af Dem!»
Men en af mine direktører var der, og han var meget
alvorlig.
«Ja, jeg finder nu Deres opførsel meget beklagelig,»
sagde han, «og jeg siger Dem én gang for alle, at saadant
ikke maa gjentage sig, og De faar nok meget mer end én
dalers mulkt.
Det er kjedeligt, at der er saa meget vrøvl
med Dem.
Vil De danse den française med mig?»
Jeg
var forlængst engageret, men for at formilde ham sagde jeg:
«Ja, med glæde,» og forsøgte at kurtisere ham paa alle mu
lige maader, saa han rent glemte, at han havde skjendt paa
Atter spillede jeg i «Abekatten». Ros og virak i alle blade.
Aa, disse iolier i «Abekatten», «En søndag paa Amager,»
«Slegtningerne» og mange, mange i samme genre, det var jo
de yndigste roller, en ung pige kunde faa at spille.
Det var
ikke spor af vanskeligt; jeg elskede alle disse skikkelser, jeg
følte mig i slegt med dem, jeg lo og græd med dem ; jeg
spillede slet ikke, jeg levede med og i dem.
Jeg var den
person, jeg fremstillede, i den grad, at naar jeg kom ud fra
scenen, saa var det, som jeg vaagnede af en skjøn drøm, og
jeg havde en brændende lyst til at løbe ind igjen og begynde
forfra.
Jeg gav dem hele min sjæl, laante dem min egen
natur, som jeg følte saa sikkert passede ind i dem.
Al den
J
3 2
•
f r u Lu c i e W o l f s l i v s e r i n d r i n g e r .