130 / 312
DET NORSKE THEATER.
:gaaet til en anden og sagt:
«Kom, lad os to danse, jeg kan
ikke længere slæbe paa den fyren der.»
En af byens lapser kom jeg paa dette bal rent paa kant
med.
Jeg sled og halede i ham i den mest fortryllende polka,
jeg ruskede i ham og sagde:
«Men er De gal!
Hører De
da ikke den deilige musik?
Er det muligt, at De slet ikke
kan komme i takt, naar jeg danser saa godt, som jeg gjør, og
hjælper Dem alt det jeg orker.»
Dermed slap jeg ham midt
i salen i fuldt sinne og fik fat i en anden, som var glad og
mer end villig til at danse med mig.Kavaleren, jeg
havde
refuseret, gik hen
til en af
mine direktører og sagde:«Nei
tak, hende kan
jeg ikke danse med.
Nei, skuden var for
tung at vende.»
Dette var lumpent sagt, da jeg virkelig
dansede brilliant,
hvilket jeg ogsaa var bekjendt for. Mange
aar efter traf jeg
den samme kavalerher iKristianiapaa et
bal.
Jeg var
nu
en fyldig
frue medflere
børn.
Han kom
og bad mig om en dans; men jegsvarede:
«Nei tak, det er
ikke værdt, at De forsøger derpaa, for nu er skuden nok lidt
tung i vendingen.»
Han bukkede meget sursødt for mig og
begyndte at agere vittig, idet han sagde:
«Ja, Bergen er en
merkelig by, den udfører mange gode t in g : sild, gammelost
og skuespillerinder.»
«Men torsken da!» sagde jeg, «glemmer
De torsken?
Det er jo den bedste fisk, vi har; det vil sige,
naar vi faar den fine, faste, «tidige» torsk med de smaa nette
hoveder og den lubne krop.
Ja, vi har jo disse med store,
tomme hoveder,
slunken mave og løsi fisken; men disse
spiser vi ikke, nei d a !
Dem skiber vi langt ud til folk, som
ikke forstaar, hvad vi egentlig mener med ordet torsk.»
Han forstod mig, blev rød i kammen af sinne og svarede
— forresten meget vittig — med
H
o l b e r g s
ord:
«Tak for
den skose, madame; den var, min tro, god nok.»
Engang fik jeg ogsaa efter en «12te apri
1
»-aften sendende
•en perlemors balbog med et brev, hvori der stod, at en af de
mange, som jomfru
J
o h a n n e s e n
gjorde nar af, tillod sig
at