FruLucieWolfsLivseridringer

DET NORSKE THEATER.

123

opmærksom paa det, jeg siger.

Du føler sikkerlig, at jeg har

ret?»

Jeg kyssede hende og lovede at gjøre alt det, hun bad

mig om, for jeg elskede hende og vilde saa nødig være ulydig.

Jeg ma a t t e vide hende i theatret, naar jeg spillede,

helst hver gang ; jeg manglede noget, naar hun ikke var der.

For at jeg skulde vide, hvor hun sad, fik jeg hende til at

sætte en stor, rød sløife i brystet.

Alle hendes søskende lo

saa af dette, at

u c i e

havde faaet en saadant magt over

e a n n e t t e

at hun, som ellers var saa bange for at gjøre sig

paa nogen maade bemerket, sad i theatret med en stor, rød

baandsløife, der formelig lyste op pladsen, hvor hun sad.

Dagen efter fik jeg min kritik, som ofte var udmerket for

mig.

Hun sagde, at jeg maatte ikke alene sige mine replik

ker godt, men at man maatte se paa mit minespil, at jeg

ogsaa deltog i alt, som blev sagt omkring mig, ellers blev

der intet samspil. — Hun sørgede ogsaa for, at jeg kom ud

i dannet selskab.

Jeg blev inviteret med til byens fineste

danseforening, «12te april» kaldet, hvor jeg morede mig gud

dommelig.

Hun veg ikke ifra mig paa ballet, men sad taal-

modig og ventede paa mig til langt paa nat.

Naar jeg saa

hvirvlede mig i dansen, beruset af fryd, og stormede afsted

med en rigtig god danser, saa trak hun mig af og til i kjo

len og sagde:

« L

u c i e

ikke saa vildt og voldsomt, husk paa,

du skal være en sød, ung dame.»

Jeg var jo meget paa

farten, da jeg elskede at danse og fik megen anledning dertil.

Dette likte ikke fru

r u n g

Hun vilde indskrænke det, og

jeg maatte flere gange sige nei, hvilket var svært haardt for

mig.

Engang blev jeg buden i en forening — hvor alle mine

kamerater var tilligemed en hel del af mine balkavalerer, som

jeg var vant til at danse med, — men hvor fru

r u n g

ikke kom.

Jeg var forlængst engageret til alle danse og

glædede mig rasende.

Saa skulde jeg tale med fru

r u n g

om baldragten, som hun altid arrangerede for mig, da hun

med ét siger:

«Aa,

u c i e

jeg vil bede dig saa inderlig om