122 / 312
DET NORSKE THEATER.
1 1 9
tænkes, at man skulde gaa en hverdag med sin søndagskjole.
Jeg husker saa godt en gang,
medens min ældre søster
M
a r t h e
var i
W
o l f s
og mit hjem, da vore børn var smaa,
at hun blev saa vred paa mig, fordi jeg en lørdag tog paa
mig en blaa silkekjole.
«Men
L
u c i e
,
kan det være muligt, at
du idag vil skabe dig til med silkekjole?»
Og til den dame,
som jeg skulde gaa ud med, sagde hun:
«Nei, disse skue
spillerne, det er jo folk, som er ganske for sig selv; der er
jo hverken skik eller facon paa dem.
Tænk, at
L
u c i e
vil
gaa med silkekjole paa en lørdag!»
Hun fandt, at dette var
en forfærdelig vandalisme, det var faders anskuelser, hun vilde
overholde.
Hvor vakkert det var ved høitidsfesterne hjemme hos os!
Ja, vi fik virkelig indtryk af, at det var høitid.
Naar man
tidlig ser og lærer saadant, saa præger det sig i barnehjertet
med uudslettelige træk.
Som f. eks. juleaften, hvor man
ellers her tillands stræver sig tildøde med juleklapper; saa
var det ikke i mit tarvelige h jem ; der var hverken raad eller
trang til saadant; vor juleklap bestod i, at vi hver''fik en
tallerken godter; men ikke før fader havde holdt andagt.
Straks juleklokkerne kimte, satte moder to lys paa bordet, og
vi satte os rundt om; fader læste da dagens tekst, og saa sang
vi vore salmer.
Derefter fik vi more os, som vi bedst kunde.
Men vi maatte tidlig tilsengs for at komme tidlig op til fro-
prædikenen.
Fader kom og vækkede os, og vi hørte straks
klokkerne kime; vi boede jo tæt ved Korskirken.
Da vi saa
kom ud i den stjerneklare vinternat, hørte orglet i kirken og
klokkernes kimen, da drog der som et sus gjennem luften af
julestemning med orgelsang og klokkeklang og den store skare
mennesker, som ilede lydløst over sneen til den oplyste kirke;
da fyldtes mit barnehjerte med andagt og glæde.
Jeg stak
min haand i faders og udbrød:
«Aa nei, fader, hvor dette
er deiligt, deiligt!»
«Ja, barn,» sagde fader, «ja, dette er i
sandhed julehøitid.»
Og naar vi saa kom fra kirken, og moder