121 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
liv se rind r ing e r
.
jomfru
J
o h a n n e s e n
,»
skjendte hun, «1 ærgrer mig saa, at eg
trur, eg møsse de par haarstraa, eg endnu har paa mit gamle
hoved.
Her er jo ikje en kveld, uden I finder paa nokke,
som skaffer os alle hernede bryderi og kvalm.
Det er the-
atrets nye støvler, I spiller m e d ; har I lov til at løbe i styr
tende regn paa skidne, vaade gader med dem kanske?
Ja, eg
er for god at snakke med j e r ; men meldes for støvlerne skal
I no, for eg maa jo svare for, ka’ her er i garderoben.
Trøien og bukserne er mosjø
M
e y e r
sine, dem kan I slide
paa, saa møkke I vil.
Jeg tænker, de ser pene ud, efterat I
har sprunget i regnsølet med dem.
Aa ja,
M
e y e r
sine var
ikke klogere end at laane jer d em ; De faar dem vist skam
feret igjen.»
Da jeg spillede i «Abekatten», var der især stor begeist-
ring og mange fulde hus.
Direktionen var da saa galant, at
den forærede mig en yndig silkekjole — den første, jeg i mit
liv havde eiet.
Aa, hvor jeg var glad i den!
Tænk, at jeg
skulde eie en virkelig silkekjole, jeg, som aldrig var vant til
at gaa i andre kjoler end dem, moder vævede til os.
Ja, det
var formelig med ærbødighed jeg betragtede og strøg nedad
den, og at have den paa var næsten højtideligt for mig. Jeg
følte mig som en dronning i sit kongelige skrud.
Denne
kjole blev ogsaa af fader virkelig betragtet som en dyrebar
skat, som kun maatte bruges til at gaa i kirke med, til andet
brug fik jeg paa meget lang tid ikke lov at bære den.
Saa snart vi kom fra kirke om søndagen, saa hægtede
han selv kjolen op i ryggen paa mig, tog den af og laa sed e'
den ind i klædesskabet i gangen.
Det var i min ungdom, og er tildels ogsaa nu, skik hos
de gammeldagse bergensere, at de bedste klæder ikke skulde
bruges uden paa søndagene i kirken og paa de store højtids
dage.
Dette var en vakker skik, syntes jeg; man blev sig
mer bevidst, at det virkelig var høitid, ved at alle smykkede
sig til at helligholde den.
Og i m i t hjem kunde det ikke