118 / 312
DET NORSKE THEATER.
Ja han var nok rent væk i mig.
Jeg husker en dag,
jeg kom ind af porten
p a a
theatret, og
F
e s e r
stod der og
smilte saa blidt til mig; jeg
k a s t e d e
ø i n e n e
ud t,l kurvekonen,
som sad ved porten med de deiligste, store saftige
k i r s e b æ r
men jeg havde som vanligt ikke penge.
«Er
1
der ^ndags
humøret mit?» sagde
F e s e r.
«Eg ser, ka det er
1
ar
paa, jomfru
J
o h a n n e s e n
;
vil
1
give mig en pen kys, saa skal
I faa en ort til at kjøbe for.»
Min appetit paa at kysse
F e s e r
var ikke stor, men
lysten
paa kirsebær overvandt min aversion, |eg sagde:
«Væirs g
kys væk!» lukkede øinene og lod det staa til.
Jeg
masse bær, hvorved jeg fuldstændig glemte den
havelige kysseeksekution, jeg nys havde oveistaa .
dette stod inde i restaurationsværelset hos jomfru
L a b e
en
svensk herre sammen med en af theatrets direktører og soren
skriver
B ø c h
og drak vin.
Den svenske herre udbrød, da
han saa
F e s e r
kysse mig:
«Men hvad i Herrans namn ar
det for en ryslig karl, som kysser den sota flichan?»
Soten
skriver
B ø c h
svarede lidt forlegen :
«Aa, det er nok en mand
som
med permission at sige - heder
F e s e r,
og den unge
pive er theatrets yngste skuespillerinde, en rigtig vildkat so
g iv e r
direktionen nok at bestille, men en særdeles talentfuld
Ja " n u gik jeg fra seier til seier.
Jeg spillede i «A p rils
narrene»
«Abekatten»,
«Panserdrengen»,
«Slegtmngerne»
O S V ’ s n a r, havde jeg den frydefulde vished, at ,
eg
var
publikum s yndling.
Dette fik jeg i alle maadeir bekræf
oaa
Efter id je opførelse af «Em iles h|ertebanken» fik ¡eg
sendende en skjøn buket roser (at man sendte b oms,er var
dengang meget ije.den) samt et brev med følgende indhold:
B l o m s t e r n e s t al e t i l den y n d i g s t e af a l l e u n g e p i g e r :
«Oh! lad os til dit hjertes banken lytte,
vor himmel, frihed vi med fryd bortbytte