114 / 312
DET NORSKE THEATER.
efter, kan jeg tro, saa det ender vel med, at hun sætter ild
paa huset, for nu har hun rent slidt sig løs, og det maa jo
■ende med forskrækkelse.
Ja, j a g a a n u !
Aa nei, jeg e r ikke
sint paa dig, men lad mig være i fred, jeg har ikke tid at
vaase med dig.»
Jeg syntes saa synd i moder, jeg vidste,
hvor meget hun havde havt at gjennemgaa med mig, saa jeg
nu følte anger; jeg var jo saa lykkelig og glad, at jeg gjerne
vilde tage den hele verden i favn og følte, at jeg nu ogsaa
elskede moder; hun havde da af og til vist mig kjærlighed,
og hun kunde jo ikke hjælpe for, at hun ikke havde fadeis
-syn og forstand paa alt det, som var skjønt og poetisk.
Ja,
fader!
Jeg siger:
«Lykkelig det hjem, lykkelig den unge
pige, som har en saadan fader!»
For i alle de faiei og fri
stelser, som unge piger i vor livsstilling jo har
og jeg hai
havt mange, mange og store fristelser, saa hai fadeis oid og
mindet om
ham staaet som en lysende stjeine_ foi mig og
styrket og
bevaret mig usle,
skrøbelige menneske. Ja, han
bar været en sikker styrmand og ført mig uskadt gjennem
mange storme.
Hans minde være evig velsignet!
Saa oprandt dagen for alle mine længslers maal:
J e g
■skulde d e b u t e r e .
Tidlig om morgenen overraskedes jeg ved, at moder i
egen person bragte mig kaffe paa sengen.
Dette usedvanlige
i moders maade at være paa rørte mig dybt, og jeg udblød.
«Nei moder, hvor du er snil mod mig; men hvoi du ei bleg
og ser syg
ud!
Er der noget iveien med dig, kjære moder?»
«Aa nei,» sagde hun, «men jeg har ikke faaet søvn i
hele nat; denne gigten, ved du jo, den plager mig saa svært.»
Hun sagde dette saa vidunderlig blødt og vemodig og havde
taarer i øinene.
Jeg forstod nok, at det ikke denne nat
havde været gigten, men uro for min skyld.
«Aa, snille mo
der, du er saa god mod mig,» sagde jeg.
Hun klappede
migTog sagde:
«Aa ja, du er nu mit barn alligevel, og om